Snaphanen om Fred Åkerström och Bellman

 

“Bofinken nyss, nyss, Cajsa Lisa, slumrande slöt sin kvittrande visa. Solen nyss slocknat och fästet har tjocknat, enslighetens tystnad rår; jag till Fröjas dyrkan går…”

Snaphanen: Det skulle kun være en gang om året, men tilfældet kan jeg ikke styre. Norge og Danmark har ingen Fred Åkerström og ingen Bellman, vi har en fattigdom lige dér, der ikke kan indvindes. Den maskuline sarthed og poetiske styrke, den naturkraft, der rækker hen over alle tider, har vi ikke samme udtryk for. Vores har ikke samme alvor og sensualitet, ikke samme urkraft af sårbarhed og poesi med så mange over- og undertoner. Ligegyldigt hvornår strålerne fra Glimmande Nymf, blixtrande öga rammer en, går den ind over alle barrierer, tårerne løber over en uden nogen modstand. Den er det Sverige, jeg elsker, en ulykkelig kærlighed, som kærligheder er.

Det er Sveriges folkelige ømhed og vemod grebet i få ord og toner og ophøjet i tid: det sublime tilhører jer alle sammen, hvis I vil lytte i 6 minutter og 32 sekunder og slå ørerne ud. Det er en demokratisk længsel, enhver har ret til sin passion, selvom den er en bortglemt drøm. Igennem socialisten Åkerstrøm stemme taler en ældgammel bevidsthed, han ikke kan undslå sig: “Din ungdoms kærligheder er ikke druknet i kynisme og trivialiteter, de lever. Alt er på nyt, kærligheden er kødelig, dit øje gnistrer, det hele er på spil endnu, det er stærkere end dig, og jeg kalder den til live. Du har glemt din evne til at blive fortryllet.”

Åkerstrøm er svag og tidsbunden, stemmen er stærk og tidløs, og den har allerede overlevet ham længe, for “Döden ger liv.” Vi kan ikke undfly historiens ejerskab, den tager sin ret, men den giver gaver. Pludselig er vi seksten år for længe siden, og hun ligger lige der, “min nymf,” tværfløjten fletter sig om hendes krop ligesom i 1976 eller længe før. Fortiden er nutid, drøm er virkelighed. For mig er Sverige blevet en drøm efterhånden, – det er ikke kun Sveriges skyld – men her bliver det altid håndgribeligt igen, som jeg helst vil opleve det. I min forestilling, i den nøgne Cajsa Lisa’s skikkelse, en sommermorgen i Stockholm.

Somna min Nymph! dröm om min Lyra, Til dess vår Sol går opp klockan fyra, Och du dig sträcker, Och armarna räcker, Til min kanna och min famn, Eldad af mit blod och namn. Caisa du dör, Himmel! hon andas; Döden ger lif och kärlek bortblandas. Men fast din puls slår matt, Så blundar ögat gladt. Håll med Fioln; god natt! god natt!FREDMANS EPISTEL no 72