torsdag 31 januari 2013

Helle Merete Brix: En komité til en truet mand

Helle Merete Brix och Lars Vilks. Foto: Snaphanen
For at støtte den dødstruede svenske Muhammed-tegner Lars Vilks er der nu blevet dannet en særlig Vilks-komité, fortæller Helle Merete Brix, der er komitéens koordinator.

Den 14. februar er en dag, der for altid vil være en mærkedag i ytringsfrihedens historie. På denne dag for snart 24 år siden udstedte Irans Ayatollah Khomeini en fatwa mod forfatteren Salman Rushdie.Og det er denne dag den nystiftede Lars Vilks komité har valgt som datoen, da vi afholder vort første offentlige arrangement i København med tegneren Lars Vilks. Temaet er ytringsfriheden. Svenskeren Vilks, der ikke blot er tegner men også kunsthistoriker, blev verdensberømt, da han i 2007 tegnede Muhammed som Rundkørselshund.

Men det er en berømmelse, der har haft sin pris. Den lille Rundkørselshund, der blev tegnet til en udstilling, hvor temaet var hund, har givet Vilks fjender, der mener business, når de truer.

Irakisk Al Qaeda har sat en pris på tegnerens gråsprængte hoved. Hans hus er forsøgt brændt af, der har været mordplaner mod ham, og han er blevet overfaldet et par gange.

I dag har Vilks politibeskyttelse døgnet rundt. Skal han til købmanden, stranden eller på restaurant med venner, skal det planlægges med hans sikkerhedsvagter. Skal han til Danmark, skal det koordineres med PET.

Fire møder om året

Men hvorfor en komité? Er der ikke ytringsfrihedsorganisationer nok i Danmark? (Jeg regner ikke rigtigt med Sverige i denne forbindelse). Jo, og Lars Vilks Komiteen er ikke i konkurrence til disse, men et supplement.

Nogle af folkene i den ottemand store komité er medlemmer af Trykkefrihedsselskabet – der har haft Vilks som taler flere gange og også sælger hans berømte tegning - én er medlem af PEN, og nogle af os er - som undertegnede - ikke organiseret noget sted.

Komiteen er ikke en medlemsorganisation, har ingen formand men en koordinator og kun et formål: At bakke op om Vilks´ ytringsfrihed, om hans ret til at tale, tænke og tegne frit. Det sker konkret ved fire offentlige møder om året i København.
Det første som nævnt til februar. Det næste i midten af maj med Vilks og gæster og temaet politisk kunst.

Salman Rushdie

For trues et menneske i en grad, hvor han eller hun skal være under politibeskyttelse konstant, har han i særlig grad brug for kollegial støtte og opmærksomhed. Da undertegnede en aften i efteråret 2012 skrev til billedkunstneren Uwe Max Jensen og foreslog, at vi oprettede denne komité, skete det med inspiration i Salman Rushdies seneste og selvbiografiske bog.

I bogen ”Joseph Anton” fortæller Rushdie om, hvordan han efter fatwaen og under dette pseudonym tilbringer en årrække under jorden på forskellige adresser. Rushdie oplever masser af besværligheder og svigt. Men der er også støtte til ham fra kolleger. Der oprettes Rushdie-komitéer.

På Louisiana har man haft stor særudstilling om den kinesiske dissident-kunstner Ai Weiwei, der har haft masser af problemer med det kinesiske regime. Men en udstilling med Vilks´ tegninger? Det bliver vist ikke foreløbig.

Nej til selvcensur

Flere komitéer Europa rundt ville være en god ting. I Frankrig lever for eksempel filosoffen Robert Redeker, der måtte gå under jorden efter en kritisk kronik om Muhammed og islam i Le Figaro. Hvad Redeker har oplevet, ligner hvad Vilks oplever: Isolationen. Foredrag og økonomisk indtægt, der forsvinder. Vilks har dog ikke mistet modet. Han fortsætter med at tegne og producere kunst. Men han er bekymret over den generelle tendens til selvcensur, når det gælder tegninger af Muhammed. Det løser ingenting, mener Vilks: ”Langt bedre er det formodentlig at publicere oftere”.

Arrangementet med Lars Vilks den 14. februar foregår i Krudttøndens Kulturcafé på Østerbro. Nærmere oplysninger og tilmelding her
Køb Lars Vilks' verdensberømte Muhammedtegning her – og giv et bidrag til kampen for ytringsfriheden

Inga kommentarer: