En kort mellemlanding i Wien fører os frem til Albanien

Stefan Zweig

 

Ismail Kadare

Hvor der er mennesker, findes der totalitarisme.

En kort mellemlanding i Wien fører os frem til Albanien, hvor vi møder sandheden om os selv.

Mikael Jalving, Jyllands-Posten 16 juli 2023.

Vi mellemlander i Wien, og der er tid til en novelle eller to af Stefan Zweig. Han skriver levende, let og uden dikkedarer om verden af i går, hvor der stadig fandtes et kulturborgerskab i Europa, før monotoniseringen af verden, dvs. før globaliseringen med identiske serier og popnumre fra alverdens tv- og radiostationer, de samme reklamer og produkter så langt, øjet rækker, og den selvsamme dyrkelse af overfladiske følelser, magelighed, dårskab og tykke turister alle vegne.

Østrigeren mestrer den korte form, antydningen, den sigende scene, det præcise øjeblik. Flere af novellerne er blevet filmatiseret, og det forstår man godt. Vi befinder os i en verden af betydninger og forskelle. Ligheden har endnu ikke erobret alting. Handlingen udspiller sig i et tivoli, på bordel, kurhotel, en Atlanterhavsdamper eller et slot i Skotland. 

Der er ikke tale om romantisering af epoken før det 20. århundredes verdenskrige. Kulisserne skifter, men mennesket har ifølge Zweig haft en tendens til uligevægt – til alle tider. Modsat dyret bliver mennesket gerne besat af det ene, andet eller tredje. Eller det alt sammen i utallige kombinationer.

Den menneskelige besættelse antager således mange former. I novellernes borgerlige verden gælder det »uskyldige laster som cigaretter, kildevand og tennis over middelsvære fænomener som dans, hestevæddeløb og tjenstvillighed til decideret farlige fænomener som ludomani og skakforgiftning«, som det hedder i forordet til samlingen ”Skaknovelle og andre fortællinger” (2021). Men da borgeligheden forsvandt, tog nazismen, kommunismen og islamismen over.

Eller tag kærligheden, det farligste stof af alle. Eksempelvis i hjertet hos den unge mand fra ”En historie fortalt i skumringen”, der selvfølgelig forelsker sig i hende, han ikke kan få, mens hendes søster bliver ulykkeligt verliebt i ham:

»En varm, tårevædet følelse vælder frem i hans bryst, og nu føler han stærkere og klarere end i det skælvende favntags øjeblik, hvor højt han elsker Margot. Alt, hvad der har været indtil nu, er forsvundet (…) Melankolsk og sødmefyldt har kærligheden besat ham fuldstændigt, en næsten længselsløs, men alligevel overvældende kærlighed.«

Alt, hvad der har været indtil nu, har det med at forsvinde, det er påstanden. Vi gambler gerne med krig, kærlighed og politik. Stefan Zweig beskriver det så elegant, idet vi letter fra jorden og flyver ned over Balkan, Europas krudttønde, et kludetæppe af religioner, etniciteter og historiske begivenheder mellem Adriaterhavet og Sortehavet, det tyrkiske Europa, hvor osmannerne gjorde deres indflydelse gældende ved at erobre Konstantinopel i 1453 og rykke frem mod Wien. 

Pludselig befinder vi os i korridoren mellem Europa og Orienten, og en time senere lander vi i Tirana, Albaniens hovedstad, omkranset af højdedrag og 36 graders stillestående varme.

Vi besøger et af de mere end 100.000 bunkeranlæg, landets kommunistiske diktator Enver Hoxha anlagde i løbet af sine 40 år ved magten frem til sin død i 1985. Besat, det var han, af paranoia og ideologi, selv målt i forhold til alverdens andre kommunister. Han var ren og rigtig, alle andre var urene og forkerte, først jugoslaverne, så russerne og til sidst kineserne, hvorfor indespærring, forfølgelse og myrderier blev hverdagskost, herunder politiske fængsler, arbejdslejre og uhæmmet overvågning af almindelige menneskers liv. 

Jo mere man tænker over Albanien, desto vildere bliver tanken: et Nordkorea lidt syd for Donau.

Den albanske forfatter Ismael Kadaré har indfaget noget af stemningen i sine romaner om dette fattige og ideologisk rige land. Trods sin strenghed var regimets sandheder ganske skrøbelige. Ingen kunne i virkeligheden vide sig sikre på noget eller nogen, måske ikke engang den store leder. Fortiden blev retoucheret og udskiftet fra det ene øjeblik til det næste, og »intet var«, som det hedder i ”Efterfølgeren” fra 2003, »mere foranderligt end holdninger til en obduktion. Konklusionerne kunne være i overensstemmelse med den fremherskende stemning i dag, men det helt modsatte i morgen.«

I det kommunistiske Albanien skulle selv døden have den rigtige årsag. Højt dekorerede medlemmer af politbureauet kunne falde i unåde på grund af nye politiske vindretninger efter deres død for derpå at blive gravet op fra martyrernes gravplads og stedt til hvile blandt pøbelen på den kommunale gravplads. Ikke kun nutiden, men også fortiden var labil. 

Herpå kender man totalitarismen, politiseringen af alting.

Synes du, det lyder meget eksotisk og fremmed, må du tro om. Totalitarismen flytter med. Ingen mure er høje nok til at standse den. Hvor der er mennesker, findes der totalitarismer; vi kan slet ikke lade være, selv om vi siger, vi åh så gerne vil. De er vores besættelse og arvesynd. Når fortiden falder i unåde, vælter vi statuer, forbyder bøger eller undervisning i dem, ligesom vi censurerer ord og udtryk, som vi dømmer og kalder ”hadefulde” og ”krænkende”. Vi giver tingene ved nye navne, finder på nye begreber. Vi er forbandet kreative.

Man vågner op en dag, og så er alt, hvad der hidtil har været, forsvundet.