 |
| Lars Vilks-målning med bakgrundshund, Malmö 2013. Foto A.N |
Diskussionerna har bara precis börjat. Valhänt försöker länder som vårt ta sig en funderare på varför alla de tiotusentals passen "försvinner" och varför det finns en krigarfront-turism i svenska städer och byar. Hur är det ens möjligt att resa till fronterna i Mellanöstern, plundra, skövla och döda - för att sedan återvända till det multikulturalisterna kallar "hem" men som rimligen bara är en viloplats och en bas för livsfarliga religiöst/politiska styrkor som har kalifatet som enda mål.
När den sociala tsunamin varje gång lägger sig avtar diskussionen. Det tystnar på nytt. Är det inte just i tystnaden som de största hoten växer och trivs? Jag tror det och är därför misstänksam mot alla "socialliberaler" från vänster till höger som hävdar relativismens princip. Det är inte förhandlingsbart huruvida vi ska leva i ett samhälle där yttrande- och tryckfriheten utgör en självklar grund. Det är inte heller förhandlingsbart huruvida vi ska låta islamismens inflytande och makt växa. Varken nu eller imorgon.
***
Eftersom det är söndag och man har mer tid att läsa vill jag ta tillfället i akt att publicera Helle Merete Brix ögonvittnesskildring av terrorn. Brix är ordförande i den danska Lars Vilks-komiteen (som man kan bekanta sig med här). Hennes text publicerades i Weekendavisen i fredags och återges här i sin helhet med hennes tillstånd.
JAGAD KONSTNÄR. ÖGONVITTNESSKILDRING FRÅN TERRORANGREPPET OCH ETT PORTRÄTT AV MUHAMMED-TECKNAREN LARS VILKS.
 |
| Inna Shevchenko har börjat sitt anförande vilket strax efter att bilden hade tagits blir avbrutet av skottlossning. Närmast i bild sitter Helle Merete Brix. Foto: Lars Vilks. |
»Ud. Kom ud af lokalet. Lars, du skal ud. Hurtigt, ud.« Det er en livvagt, der
råber. Det er lørdag eftermiddag, der er debat i kulturhuset Krudttønden på
Østerbro, og jeg har i min funktion af ordstyrer netop introduceret den første
taler ved Lars Vilks Komiteens ottende møde. Vi er ikke så mange, omkring 40 i
salen, men det er en særlig dag. For os i komiteen.
For Lars. For tilhørerne. For ytringsfriheden.
For den 14. februar er årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie. Denne aften er det tredje år i træk, vi markerer den. Hvor særlig den skal blive, ved jeg ikke endnu.
Den franske ambassadør François Zimeray, en lille, distingveret udseende mand har talt så fint og klart om Charlie Hebdo og ytringsfriheden. Til venstre for mig på scenen sidder den svenske Muhammedtegner Lars Vilks med sine stærke briller og sit casual outfit. Han har levet med permanent politibeskyttelse siden vinteren 2010, hvor en selvmordsterrorist sprængte sig selv i luften i Stockholm. I afskedsbrevet forklarede terroristen, der havde håbet at tage så mange som muligt med sig i døden, men mislykkedes med det, at han gjorde det på grund af, at Lars Vilks havde tegnet profeten Muhammed som rundkørselshund.
En hund. En rundkørselshund. Den er årsagen til, at ingen aner, at Vilks er kunsthistoriker.
Han har en ph. d. i kunsthistorie fra Lunds Universitet og har undervist på kunstakademier i Oslo og Bergen. Tidligere var den 68-årige kunstner mest kendt for kæmpekunstværket, Nimis, på Kullens nordkyst.
Den 150 meter lange og 15 meter høje skulptur i drivtømmer vakte furore, fordi den blev opført ulovligt i et skånsk naturreservat.
Men den gigantiske installation blev hurtigt en turistattraktion.
Vilks tegnede i 2007 rundkørsels-hunden i blandt andet solidaritet med de danske Muhammedtegnere. En prædikant og kriger fra irakisk al-Qaeda, der siden er gået til ISIS, har udlovet mange, mange penge til den, der dræber Vilks. Hunden er også årsag til, at to albanske brødre har forsøgt at brænde Vilks' hus ned i den lille by i Skåne, hvor han bor. Årsag til overfald og trusler.
Til at Jihad Jane sidder fængslet. Til aflyste udstillinger og forelæsninger. Årsag til at billed-og performancekunstner Uwe Max Jensen og jeg selv for to år siden sammen med seks andre danskere grundlagde en komité, der arrangerer møder med Vilks.
VI mødtes med Vilks et sted i København for at fejre komiteens start med champagne.
Tidligere konservativ forsvarsminister og grand old man i CEPOS, Bernt Johan Collet, sagde med det samme ja til at gå med i komiteen.
Han kom kørende fra sit gods i snevejret og snakkede med den gråhårede tegner for første gang. Jeg tror, de kunne lide hinanden.
Vilks drak et glas vin. Og virkede glad.
»Vilks skal ikke være alene i verden,« skrev Uwe Max og jeg efterfølgende i et debatindlæg for at annoncere komiteens start. Vilks skulle ikke sidde som en paria i det politisk korrekte Sverige hvor få kunstnere og intellektuelle offentligt tør udtrykke deres støtte til en Muhammedtegner.
Siden er der kun blevet skabt flere rundkørselshunde.
Før mødets start denne skæbnesvangre lørdag i år har Vilks omhyggeligt arrangeret en lille gruppe af miniature rundkørselshunde i ler i forskellige farver på et af de caféborde, der står hele vejen rundt i lokalet.
Det er blandt andet salg af dem, der skaffer penge til komiteens møder. Jeg tror, Vilks godt kan lide at lave dem. Ligesom de billeder, hvor han parafraserer berømte kunstnere og så indføjer en lille rundkørselshund, som man nogle gange skal lede længe efter på billedet. »Kunne du finde hunden?« spurgte han mig glad ved en stuvende fuld fernisering i Malmø sidste år. Alle billeder blev solgt. Samme vinter lejer gallerist Henrik Rönnquist sig ind på et galleri på det trendy Södermalm i Stockholm. Den originale hund må dog som ellers planlagt ikke udstilles. Fordi Vilks er Vilks, bliver han ikke vred, men skaber tre billeder med teksten, der så vidt jeg erindrer lyder: »På grund af vold og trusler kan dette billede ikke udstilles.« DENNE skæbnesvangre lørdag bliver en stærkt blå hund omgående solgt, og køberen fjerner med besiddermine det firbenede objekt. Det fortæller jeg Vilks, der sludrer med et par venner ved et bord i Krudttøndens kombinerede lobby og café. Baren passes af en mand og en kvinde. Manden er høj, og han redder måske ikke bare sit eget men også kvindens liv den sene eftermiddag. Jeg får ud på natten at vide, at da Omar Abdel el-Hussein kort efter debatmødets start standser ud for Serridslevvej nummer 2 og skyder ind i gennem Krudttøndens glasdør fra gaden med sit automatvåben, smider den mandlige bartender kvinden ned på gulvet. Og smider sig selv ovenpå. For at skærme hende for kuglerne.
»Åh, er den blå hund fjernet? Jeg havde grupperet den sammen med en hvid og en rød, så den symboliserede farverne i det franske flag. Det er til glæde for ambassadøren.
Kan vi mon stille den tilbage?« Det kan vi ikke, men Vilks tager det roligt.
Han nikker blot. Og smiler. Vilks tager stort set alt roligt. Terrortrusler og indholdet af møderne.
Siden december 2012 har jeg med mellemrum skrevet til ham og foreslået temaer: »Ja, det lyder bra,« skriver han altid tilbage i en mail. Som dengang vi havde et tema med »Kvinder og frihed« og et komitémedlem, sociologen Jaleh Tavakoli, skøn og frodig at skue på scenen med sine krøller og kæmpestore bryster forklarede, at »jeg ser porno.
Min mand gør det også. Ja, det er ikke for at hænge ham ud. Han sidder lige dernede.« Ved siden af Tavakoli i panelet sad erhvervsmanden Asger Aamund. Han klukkede. Den aften understregede Vilks, der havde iført sig en trøje med en art kvindefriheds-symbol, hvor vigtigt han mener det er at støtte de muslimske kvinders frihed. Men han rystede svagt på hovedet ad tidens radikale svenske feminisme og ideen om, at vi skal gå så meget op i forskellene på mænd og kvinder: »Kan vi ikke bare være mennesker?« DER er også en feminist i panelet denne eftermiddag ved mødet i Krudttønden.
Til højre for mig på scenen sidder Inna Shevchenko, den blonde leder af de topløse aktivister FEMEN. Ansigtet på Shevchenko er træt. Hun er i læderbukser og mørk trøje.
Hun taler om at folk ofte siger, at naturligvis har vi ytringsfrihed, og så tilføjer de et: »men«. Så lyder der et smæld. Flere smæld. Hurtigt efter hinanden. Men det er først, da livvagten råber, at vi skal ud, den smukke, mørke livvagt, som alle kvinder under 80 år skeler til ved Lars Vilks Komiteens møder, at det går op for mig, at de smæld, jeg hører, er skud. Nogen forsøger at skyde sig vej ind i det lokale, hvor vi blandt andet skal diskutere, om det er prisen værd at sætte livet på spil for kunsten. Nu gør vi det.
»Hurtigt. Videre. Kom ud af rummet.« Livvagten råber igen. Først da går det op for mig, at vi er blevet angrebet. Smældene er skud. Lidt efter råber en anden livvagt ud i rummet: »Læg jer ned, læg jer ned.« Livvagten skubber Lars og så mig af sted mod bagdøren. Jeg løber og er ved at falde så lang, jeg er. Vilks og jeg bliver beordret ind i et lille rum til højre. Der er koldt. Det er et opbevaringsrum med ølkasser og bokse og alt muligt, og der er et lille vindue, der vender ud mod en passage mellem nogle bygninger.
I et glimt ser jeg en mand løbe forbi med en hue på hovedet. Og en art tung jakke. Er det gerningsmanden, når jeg at tænke? Er der mere end en? Døren bliver låst. Vilks og jeg bliver gennet ind under et bord, der står op ad væggen ved vinduet. Livvagten står op med pistolen trukket.
Vilks og jeg ligger lidt. Jeg rækker ud efter Vilks' hånd. Han tager imod. Vi knuger hænder. Men Vilks virker helt rolig. Vi siger ingenting. Jeg tænker på, hvor godt jeg kan lide ham. Og på Charlie Hebdo.
FOR en måned siden ringede jeg til Vilks for at høre om, hvordan han havde det. Jeg havde læst et interview med Vilks i en avis, at sikkerheden omkring ham var gået op straks efter massakren på det franske magasin Charlie Hebdo. Vilks og komiteen udtaler sig i almindelighed ikke om sikkerheden. Den aftale har vi med sikkerhedstjenesterne. Men Vilks siger, hvad der passer ham, hvor han finder det nødvendigt.
I oktober sidste år overrakte Vilks og komiteen nemlig vores pris for kunst og ytringsfrihed til Charlie Hebdo, det magasin, der støttede Danmark og Muhammedtegnerne, da ingen andre gjorde. Gérard Biard, den redaktør, der overlevede angrebet på Charlie Hebdo, var i København, en venlig men stålsat midaldrende mand i fløjlsjakke, for at modtage den guldlakerede rundkørselshund i ler i Dansk Forfatterforenings lokaler. Efter prisoverrækkelsen var der middag i Nyhavn: »Biard og jeg sad og talte sammen under middagen,« fortalte Vilks. »Han sagde, at jeg skulle komme og besøge dem i Paris. Han sagde, så må du komme om onsdagen, for det er den eneste dag, hvor redaktionen er samlet.« Vilks lyder lettere rystet i telefonen. For en gangs skyld. Og ked af det. Jeg siger, at han bare kan ringe når som helst. Men Vilks er ikke den, der ulejliger folk unødigt. Heldigvis ved jeg, at Vilks har nære venner og støtter i Sverige. Bare ikke så mange blandt kunstnere og intellektuelle. I hvert fald ikke nogen, der gør det offentligt.
VI ligger stadig under bordet inde i opmagasineringsrummet på Krudttønden. Efter lidt tavshed siger tegneren: »Helle Merete, de siger, at livet er forbi, når man er fyldt 60. Så er der ikke mere at opleve.
Jeg synes ikke rigtigt, det passer.« Vi griner.
Sagte.
Vi bliver ved med at holde i hånd. Så slipper vi hinandens hænder. Vi småsludrer forsigtigt. Siger flere dårlige vittigheder. Er tavse. Ligger der længe. Der lyder ingen skud.
Livvagten kommunikerer med nogen gennem telefon eller radio.
Vilks rækker en hånd op og tager fat i en øl fra en af kasserne. Han kigger på flasken: »Hvis vi skal ligge her meget længere, kan vi i det mindste få noget at drikke.« Det må være ovre, beslutter vi os for. Vi kravler ud. Men livvagten taler hurtigt og bestemt til os: »I skal blive nede. I skal blive nede, til jeg siger I kan komme frem.« Nu banker det på døren: »Hvem der?« råber livvagten.
Det er en betjent. Han har blod ned ad det ene bukseben. Han ved ikke, om han er såret eller han bare har lænet sig op ad en af de sårede.
Vilks og jeg begynder at stille spørgsmål. Er der døde? Nej, siger betjenten. Men en af de sårede »ser ikke godt ud«. Det er en civil. To livvagter er også sårede. Betjenten humper ud af lokalet.
Det er filminstruktør Finn Nørgaard, viser det sig, som dør senere på aftenen. Det ufattelige er sket. Et menneske er blevet skudt på klos hold, bare fordi han var tilhører ved et møde, der skulle handle om kunst, blasfemi og ytringsfrihed. Nørgaard blev skudt uden for Krudttønden. Hvorfor var han der? Var han gået ud for at ryge - men en ven af ham siger, at han ikke røg - skulle han ringe eller hvorfor? Jeg ved det stadig ikke.
Vilks spørger. Han vil vide, hvorfor det varer så længe før ambulancen til den sårede mand kommer? Men en ambulance må ikke køre ind i en »krigszone«, får jeg et par dage senere forklaret af et familiemedlem.
Nu lyder der flere stemmer udenfor. Stadig ikke skud. Der bankes på døren: »Hvem der?« råber livvagten. Det er en anden betjent. Der snakkes og råbes i telefoner, og vi får lov at kravle frem. Der bliver sagt noget om, at der også er brug for biler for »bilerne er skudt«. Og Vilks skal væk. Hurtigt. Til et sikkert sted. Inden længe bliver han ført væk og ud ad bagdøren, og siden har jeg ikke set ham.
Jeg bliver bedt om at gå ind til de andre i det store lokale, hvor vi sad, før det gik løs.
JEG har fået en hilsen fra Vilks fra en af de få journalister, der har fået et interview med ham. For sikkerhedsfolkene har lukket Vilks ned. Vi ved stadig ikke, hvor han er.
Og et par dage senere spørger jeg mig selv: Skete begivenhederne i den rækkefølge, jeg gengiver her? Og på den måde? En ting glemmer jeg nok aldrig helt: Lyden af skudsalverne, de 20-40 skud, der lød i vel egentlig blot 20 sekunder. Ved mindehøjtideligheden nogle dage senere går jeg, da de begynder at klappe.
30.000 mennesker der klapper. Mange af dem har sikkert vanter på. Det smælder. Sært.
Som skud.
Og hvordan skal denne rare tegner med de stærke briller og de nørdede kunstteorier, som en ven har betegnet som en art »svensk Woody Allen« leve sit liv fremover? Kan han bygge videre på de kæmpe træskulpturer, han skabte i 1980erne på Kullen, og som nu ligger i den af Vilks udråbte republik Ladonia? Eller bliver det for farligt? Hvor mange livvagter skal han have fremover udover dem, han allerede har? I den lille by i Skåne, hvor han bor, er borgerne, hører jeg på programmet Newsweek på BBC, allerede gået i gang. Ikke med en støttemanifestation for Vilks. Men med et ønske om et møde med politi og kommunale myndigheder. De er bange. De vil have Vilks til at flytte. De vil af med pariaen.
For Lars. For tilhørerne. For ytringsfriheden.
For den 14. februar er årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie. Denne aften er det tredje år i træk, vi markerer den. Hvor særlig den skal blive, ved jeg ikke endnu.
Den franske ambassadør François Zimeray, en lille, distingveret udseende mand har talt så fint og klart om Charlie Hebdo og ytringsfriheden. Til venstre for mig på scenen sidder den svenske Muhammedtegner Lars Vilks med sine stærke briller og sit casual outfit. Han har levet med permanent politibeskyttelse siden vinteren 2010, hvor en selvmordsterrorist sprængte sig selv i luften i Stockholm. I afskedsbrevet forklarede terroristen, der havde håbet at tage så mange som muligt med sig i døden, men mislykkedes med det, at han gjorde det på grund af, at Lars Vilks havde tegnet profeten Muhammed som rundkørselshund.
En hund. En rundkørselshund. Den er årsagen til, at ingen aner, at Vilks er kunsthistoriker.
Han har en ph. d. i kunsthistorie fra Lunds Universitet og har undervist på kunstakademier i Oslo og Bergen. Tidligere var den 68-årige kunstner mest kendt for kæmpekunstværket, Nimis, på Kullens nordkyst.
Den 150 meter lange og 15 meter høje skulptur i drivtømmer vakte furore, fordi den blev opført ulovligt i et skånsk naturreservat.
Men den gigantiske installation blev hurtigt en turistattraktion.
Vilks tegnede i 2007 rundkørsels-hunden i blandt andet solidaritet med de danske Muhammedtegnere. En prædikant og kriger fra irakisk al-Qaeda, der siden er gået til ISIS, har udlovet mange, mange penge til den, der dræber Vilks. Hunden er også årsag til, at to albanske brødre har forsøgt at brænde Vilks' hus ned i den lille by i Skåne, hvor han bor. Årsag til overfald og trusler.
Til at Jihad Jane sidder fængslet. Til aflyste udstillinger og forelæsninger. Årsag til at billed-og performancekunstner Uwe Max Jensen og jeg selv for to år siden sammen med seks andre danskere grundlagde en komité, der arrangerer møder med Vilks.
VI mødtes med Vilks et sted i København for at fejre komiteens start med champagne.
Tidligere konservativ forsvarsminister og grand old man i CEPOS, Bernt Johan Collet, sagde med det samme ja til at gå med i komiteen.
Han kom kørende fra sit gods i snevejret og snakkede med den gråhårede tegner for første gang. Jeg tror, de kunne lide hinanden.
Vilks drak et glas vin. Og virkede glad.
»Vilks skal ikke være alene i verden,« skrev Uwe Max og jeg efterfølgende i et debatindlæg for at annoncere komiteens start. Vilks skulle ikke sidde som en paria i det politisk korrekte Sverige hvor få kunstnere og intellektuelle offentligt tør udtrykke deres støtte til en Muhammedtegner.
Siden er der kun blevet skabt flere rundkørselshunde.
Før mødets start denne skæbnesvangre lørdag i år har Vilks omhyggeligt arrangeret en lille gruppe af miniature rundkørselshunde i ler i forskellige farver på et af de caféborde, der står hele vejen rundt i lokalet.
Det er blandt andet salg af dem, der skaffer penge til komiteens møder. Jeg tror, Vilks godt kan lide at lave dem. Ligesom de billeder, hvor han parafraserer berømte kunstnere og så indføjer en lille rundkørselshund, som man nogle gange skal lede længe efter på billedet. »Kunne du finde hunden?« spurgte han mig glad ved en stuvende fuld fernisering i Malmø sidste år. Alle billeder blev solgt. Samme vinter lejer gallerist Henrik Rönnquist sig ind på et galleri på det trendy Södermalm i Stockholm. Den originale hund må dog som ellers planlagt ikke udstilles. Fordi Vilks er Vilks, bliver han ikke vred, men skaber tre billeder med teksten, der så vidt jeg erindrer lyder: »På grund af vold og trusler kan dette billede ikke udstilles.« DENNE skæbnesvangre lørdag bliver en stærkt blå hund omgående solgt, og køberen fjerner med besiddermine det firbenede objekt. Det fortæller jeg Vilks, der sludrer med et par venner ved et bord i Krudttøndens kombinerede lobby og café. Baren passes af en mand og en kvinde. Manden er høj, og han redder måske ikke bare sit eget men også kvindens liv den sene eftermiddag. Jeg får ud på natten at vide, at da Omar Abdel el-Hussein kort efter debatmødets start standser ud for Serridslevvej nummer 2 og skyder ind i gennem Krudttøndens glasdør fra gaden med sit automatvåben, smider den mandlige bartender kvinden ned på gulvet. Og smider sig selv ovenpå. For at skærme hende for kuglerne.
»Åh, er den blå hund fjernet? Jeg havde grupperet den sammen med en hvid og en rød, så den symboliserede farverne i det franske flag. Det er til glæde for ambassadøren.
Kan vi mon stille den tilbage?« Det kan vi ikke, men Vilks tager det roligt.
Han nikker blot. Og smiler. Vilks tager stort set alt roligt. Terrortrusler og indholdet af møderne.
Siden december 2012 har jeg med mellemrum skrevet til ham og foreslået temaer: »Ja, det lyder bra,« skriver han altid tilbage i en mail. Som dengang vi havde et tema med »Kvinder og frihed« og et komitémedlem, sociologen Jaleh Tavakoli, skøn og frodig at skue på scenen med sine krøller og kæmpestore bryster forklarede, at »jeg ser porno.
Min mand gør det også. Ja, det er ikke for at hænge ham ud. Han sidder lige dernede.« Ved siden af Tavakoli i panelet sad erhvervsmanden Asger Aamund. Han klukkede. Den aften understregede Vilks, der havde iført sig en trøje med en art kvindefriheds-symbol, hvor vigtigt han mener det er at støtte de muslimske kvinders frihed. Men han rystede svagt på hovedet ad tidens radikale svenske feminisme og ideen om, at vi skal gå så meget op i forskellene på mænd og kvinder: »Kan vi ikke bare være mennesker?« DER er også en feminist i panelet denne eftermiddag ved mødet i Krudttønden.
Til højre for mig på scenen sidder Inna Shevchenko, den blonde leder af de topløse aktivister FEMEN. Ansigtet på Shevchenko er træt. Hun er i læderbukser og mørk trøje.
Hun taler om at folk ofte siger, at naturligvis har vi ytringsfrihed, og så tilføjer de et: »men«. Så lyder der et smæld. Flere smæld. Hurtigt efter hinanden. Men det er først, da livvagten råber, at vi skal ud, den smukke, mørke livvagt, som alle kvinder under 80 år skeler til ved Lars Vilks Komiteens møder, at det går op for mig, at de smæld, jeg hører, er skud. Nogen forsøger at skyde sig vej ind i det lokale, hvor vi blandt andet skal diskutere, om det er prisen værd at sætte livet på spil for kunsten. Nu gør vi det.
»Hurtigt. Videre. Kom ud af rummet.« Livvagten råber igen. Først da går det op for mig, at vi er blevet angrebet. Smældene er skud. Lidt efter råber en anden livvagt ud i rummet: »Læg jer ned, læg jer ned.« Livvagten skubber Lars og så mig af sted mod bagdøren. Jeg løber og er ved at falde så lang, jeg er. Vilks og jeg bliver beordret ind i et lille rum til højre. Der er koldt. Det er et opbevaringsrum med ølkasser og bokse og alt muligt, og der er et lille vindue, der vender ud mod en passage mellem nogle bygninger.
I et glimt ser jeg en mand løbe forbi med en hue på hovedet. Og en art tung jakke. Er det gerningsmanden, når jeg at tænke? Er der mere end en? Døren bliver låst. Vilks og jeg bliver gennet ind under et bord, der står op ad væggen ved vinduet. Livvagten står op med pistolen trukket.
Vilks og jeg ligger lidt. Jeg rækker ud efter Vilks' hånd. Han tager imod. Vi knuger hænder. Men Vilks virker helt rolig. Vi siger ingenting. Jeg tænker på, hvor godt jeg kan lide ham. Og på Charlie Hebdo.
FOR en måned siden ringede jeg til Vilks for at høre om, hvordan han havde det. Jeg havde læst et interview med Vilks i en avis, at sikkerheden omkring ham var gået op straks efter massakren på det franske magasin Charlie Hebdo. Vilks og komiteen udtaler sig i almindelighed ikke om sikkerheden. Den aftale har vi med sikkerhedstjenesterne. Men Vilks siger, hvad der passer ham, hvor han finder det nødvendigt.
I oktober sidste år overrakte Vilks og komiteen nemlig vores pris for kunst og ytringsfrihed til Charlie Hebdo, det magasin, der støttede Danmark og Muhammedtegnerne, da ingen andre gjorde. Gérard Biard, den redaktør, der overlevede angrebet på Charlie Hebdo, var i København, en venlig men stålsat midaldrende mand i fløjlsjakke, for at modtage den guldlakerede rundkørselshund i ler i Dansk Forfatterforenings lokaler. Efter prisoverrækkelsen var der middag i Nyhavn: »Biard og jeg sad og talte sammen under middagen,« fortalte Vilks. »Han sagde, at jeg skulle komme og besøge dem i Paris. Han sagde, så må du komme om onsdagen, for det er den eneste dag, hvor redaktionen er samlet.« Vilks lyder lettere rystet i telefonen. For en gangs skyld. Og ked af det. Jeg siger, at han bare kan ringe når som helst. Men Vilks er ikke den, der ulejliger folk unødigt. Heldigvis ved jeg, at Vilks har nære venner og støtter i Sverige. Bare ikke så mange blandt kunstnere og intellektuelle. I hvert fald ikke nogen, der gør det offentligt.
VI ligger stadig under bordet inde i opmagasineringsrummet på Krudttønden. Efter lidt tavshed siger tegneren: »Helle Merete, de siger, at livet er forbi, når man er fyldt 60. Så er der ikke mere at opleve.
Jeg synes ikke rigtigt, det passer.« Vi griner.
Sagte.
Vi bliver ved med at holde i hånd. Så slipper vi hinandens hænder. Vi småsludrer forsigtigt. Siger flere dårlige vittigheder. Er tavse. Ligger der længe. Der lyder ingen skud.
Livvagten kommunikerer med nogen gennem telefon eller radio.
Vilks rækker en hånd op og tager fat i en øl fra en af kasserne. Han kigger på flasken: »Hvis vi skal ligge her meget længere, kan vi i det mindste få noget at drikke.« Det må være ovre, beslutter vi os for. Vi kravler ud. Men livvagten taler hurtigt og bestemt til os: »I skal blive nede. I skal blive nede, til jeg siger I kan komme frem.« Nu banker det på døren: »Hvem der?« råber livvagten.
Det er en betjent. Han har blod ned ad det ene bukseben. Han ved ikke, om han er såret eller han bare har lænet sig op ad en af de sårede.
Vilks og jeg begynder at stille spørgsmål. Er der døde? Nej, siger betjenten. Men en af de sårede »ser ikke godt ud«. Det er en civil. To livvagter er også sårede. Betjenten humper ud af lokalet.
Det er filminstruktør Finn Nørgaard, viser det sig, som dør senere på aftenen. Det ufattelige er sket. Et menneske er blevet skudt på klos hold, bare fordi han var tilhører ved et møde, der skulle handle om kunst, blasfemi og ytringsfrihed. Nørgaard blev skudt uden for Krudttønden. Hvorfor var han der? Var han gået ud for at ryge - men en ven af ham siger, at han ikke røg - skulle han ringe eller hvorfor? Jeg ved det stadig ikke.
Vilks spørger. Han vil vide, hvorfor det varer så længe før ambulancen til den sårede mand kommer? Men en ambulance må ikke køre ind i en »krigszone«, får jeg et par dage senere forklaret af et familiemedlem.
Nu lyder der flere stemmer udenfor. Stadig ikke skud. Der bankes på døren: »Hvem der?« råber livvagten. Det er en anden betjent. Der snakkes og råbes i telefoner, og vi får lov at kravle frem. Der bliver sagt noget om, at der også er brug for biler for »bilerne er skudt«. Og Vilks skal væk. Hurtigt. Til et sikkert sted. Inden længe bliver han ført væk og ud ad bagdøren, og siden har jeg ikke set ham.
Jeg bliver bedt om at gå ind til de andre i det store lokale, hvor vi sad, før det gik løs.
JEG har fået en hilsen fra Vilks fra en af de få journalister, der har fået et interview med ham. For sikkerhedsfolkene har lukket Vilks ned. Vi ved stadig ikke, hvor han er.
Og et par dage senere spørger jeg mig selv: Skete begivenhederne i den rækkefølge, jeg gengiver her? Og på den måde? En ting glemmer jeg nok aldrig helt: Lyden af skudsalverne, de 20-40 skud, der lød i vel egentlig blot 20 sekunder. Ved mindehøjtideligheden nogle dage senere går jeg, da de begynder at klappe.
30.000 mennesker der klapper. Mange af dem har sikkert vanter på. Det smælder. Sært.
Som skud.
Og hvordan skal denne rare tegner med de stærke briller og de nørdede kunstteorier, som en ven har betegnet som en art »svensk Woody Allen« leve sit liv fremover? Kan han bygge videre på de kæmpe træskulpturer, han skabte i 1980erne på Kullen, og som nu ligger i den af Vilks udråbte republik Ladonia? Eller bliver det for farligt? Hvor mange livvagter skal han have fremover udover dem, han allerede har? I den lille by i Skåne, hvor han bor, er borgerne, hører jeg på programmet Newsweek på BBC, allerede gået i gang. Ikke med en støttemanifestation for Vilks. Men med et ønske om et møde med politi og kommunale myndigheder. De er bange. De vil have Vilks til at flytte. De vil af med pariaen.
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar