Yoram Kaniuk om 1948.

I mitten av 1980-talet mötte jag Yoram Kaniuk två gånger. Här intervjuar jag honom i författarförbundets lokaler i Tel Aviv. Han finns med i min nya bok, som utkommer i nästa vecka. Bild i privat ägo.

Weekendavisen hade en mycket omfattande intervju med Kaniuk i fredags, gjord av Klaus Wivel. Anledningen var den diskussion som uppstått efter publiceringen av hans senaste bok. Den handlar om kriget 1948 och avslöjar också en del obekväma sanningar. Kaniuk har först nu klarat att berätta och hans bok har på kort tid sålt i 75.000 exemplar. Här följer bara ett kort utdrag ur intervjun. Är du intresserad av att läsa hela, så sänd mig bara ett mail (tack till Steen för texten).

*

Når Kaniuk skriver om de krigsforbrydelser, der forekom, er det ikke for at lægge skylden på nogen. Det er for at fortælle om det, som det var, forklarer han.

»Jeg tænker på Ramle,« fortsætter Kaniuk med henvisning til den dengang store arabiske by, der lå langs den centrale hovedvej mellem Tel Aviv og Jerusalem.

»De arabere, der boede i byen, var blevet fordrevet. Mine venner sparkede dem ud. De ville ikke have en arabisk by, der lå mellem Tel Aviv og Jerusalem. Da jeg kom dagen efter, stod araberne uden for byen og ville gerne tilbage til deres huse. Men der kom de overlevende fra Holocaust fra skibene, og på to minutter blev det en jødisk by.

Jeg kan huske, hvordan araberne græd, og hvordan de overlevende ankom i deres pjalter. På en dag skiftede hele byen borgere.

Det var en smuk by med kirker og moskeer og en dejlig sø. De overlevende kom direkte fra KZ-lejrene. Fra helvede. De var så stærke. De ville have et hjem. De overtog bare sengene, der stadig var varme fra de tidligere ejere. De overtog deres tøj. Hvad kunne man gøre? Det var historien, der formede sig lige foran mine øjne.

Jeg tænker ofte: Hvad skal vi gøre? Vi vil begge bo her - i det samme land. Hvem har ret? Jeg kan se, at hver side har ret, og hver side tager fejl. Men man kunne intet gøre ved det. Det skete. Denne scene her har aldrig forladt mig. Jeg tænker altid på den, når jeg diskuterer politik, selv om jeg ikke er på nogen fløje.«

Klaus Wivel intervjuar Yoram Kaniuk i Weekendavisen 9 mars 2012.

Här en mycket fin artikel från Paris Review (om hans förra bok).