 |
| Lars Hedegaard till vänster. Foto: Steen/Snaphanen |
Verden er ikke er meget anderledes end den, der førte til første og anden verdenskrig
Efter Ruslands invasion af Ukraine står det pludselig klart, at Vesten siden 1945 har levet i en 77-årig-lang boble med frihed, nogenlunde fred og stigende velstand. En tid, da vi havde ro og overskud til at koncentrere os om fænomener som antallet af kvinder i bestyrelser, transkønnedes rettigheder, MeToo, kritisk raceteori, indre kulturkrige og selvbebrejdelser over forrige tiders ondskab.
Vi går nu ind i en epoke, da den slags vil blive betragtet som luksusfænomener, for pludselig banker virkeligheden på døren, og med ét står det klart, at vores verden ikke er meget anderledes end den, der førte til første og anden verdenskrig. Den konventionsbaserede verdensorden bliver nu afløst af staternes og magtblokkenes ældgamle kampe om territorier, råstoffer og penge.
Få havde vel forudset omfanget af Putins ambitioner og vilje til rå magtanvendelse, ligesom der i 1930’erne kun var enkelte, der tog Hitler alvorligt, når han udbredte sig om sine imperialistiske planer i Mein Kampf.
Vi ser nu, at det slet ikke havde været nok bare at nægte Ukraine medlemskab af NATO (som jeg desværre har troet), for Putins vision rækker langt ud over Ukraine. Han vil genskabe det sovjetiske imperium, skabe splid og opløsning i NATO og sammen med sine diktatorvenner i Kina og Iran styre verden under en jernhæl, der bærer mindelser om Orwells 1984.
Der kan næppe herske tvivl om, at når Putin er færdig med at undertrykke Ukraine, vil han prøve med Polen og de baltiske lande for at teste Vestens beslutsomhed og sammenhold. Han har gode kort på hånden over for et Vesten, der har gjort sig afhængigt af hans luner og med en amerikansk præsident, der næppe aner, hvad han foretager sig.