
Foto: A. Nydahl, Malmö 2010.
Existens. Samhälle. Läsning. "Det som förgör Europa är fegheten, den moraliska fegheten, oförmågan att försvara sig, samt den uppenbara moraliska dypöl som kontinenten inte förmått ta sig ur alltsedan Auschwitz." Imre Kertész i Den sista tillflykten (översatt av Ervin Rosenberg)
Den danske sang er en ung, blond pige,
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige,
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang, når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold;
imod os bruser på brede vinger
en sagatone fra hedenold.
Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål:
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes,
det flammer hedest i Bjarkemål.
Så syng da, Danmark, lad hjærtet tale!
thi hjærtesproget er vers og sang,
og lære kan vi at nattergale,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad;
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.
Kai Hoffmann 1874-1949 (text 1924),
Carl Nielsen 1865-1931 (musik1926)
*