.jpg) |
| Foto: Astrid Nydahl |
I Berlingske Tidende ställer Kasper Støvring frågan om den danska kulturradikalismens död. Hans text inleds med en reflektion kring denna ideologiska och politiska skolas vikt för RIF:
"Med Klaus
Rifbjergs død har dansk litteratur mistet sin ubetinget mest betydningsfulde
forfatter i nyere tid, hvad enten man synes om Rifbjerg eller ej.
Betydningsfuld skal her forstås sociologisk, snarere end æstetisk. Store Klaus
var allestedsnærværende, uhyre produktiv, og hans forfatterskab er i
efterkrigstiden blevet læst af stort set alle skole- og gymnasieelever samt
danskstuderende på universitetet. ”Hvor jeg
er, er dansk litteratur”, dét kunne Rifbjerg have sagt om sig selv (og dermed
have henvist til den tyske forfatter Thomas Manns berømte ord om sit forhold
til tysk kultur). Spørgsmålet er, om Rifbjergs død også er symbolsk. Er det en
hel åndstradition, kulturradikalismen, der dør bort sammen med Rifbjerg?
Det er måske meget symptomatisk, at netop Rifbjerg
blev fjernet fra ministeriets officielle kanonliste få uger inden dødsfaldet.
Rifbjerg er ikke længere obligatorisk læsning i skolen og gymnasiet. Det var
næsten utænkeligt, når nu han har fyldt så meget. En af årsagerne til, at han
fyldte så meget i undervisningssystemet, var, at det er let at undervise i hans
særlige form for modernisme."
Man
bör här särskilt lägga märke till att K.S. understryker vilken stor
betydelse RIF själv haft i modern dansk kultur och litteratur. I Danmark har man aldrig, som
här hos oss, ifrågasatt betydelsen av en kanon för undervisning. Därför
är det anmärkningsvärt att RIF plockats bort. Indikerar det något annat?
K.S. tycks mena att man också kan utläsa något annat än det symboliska
med hans död, kanske rent av en hel idétradition, kulturradikalismen, på
väg ut och bort.
"Vi er alle
fortrolige med den freudianske analyse af ”småborgerlighedens” traumatiske
driftsliv, som Rifbjerg kritiserede i sine berømte værker. Overjeg, jeg og det
underbevidste, fortrængning, forskydning, latens, projicering, vi kender
termerne og genkender dem dramatiseret i Rifbjergs værker. Undertrykkelsen
af libidoen og frigørelsen af den er vel nok de vigtigste temaer i den
kulturradikale opbyggelighedsutopi fra Poul Henningsen – Rifbjergs store
forbillede – til forfattere som Leif Panduro og Rifbjerg selv. Ja, Rifbjerg
repræsenterede emancipationsprojektet i en grad, så han blev ved med at tale om
frigørelse, selv om det for længst var at løbe åbne døre ind. Hvem har i de
seneste rigtig mange år set en trussel i klerikalisme, victoriansk seksualmoral,
sort skole og militant nationalisme?"
I detta resonemang visar K.S. hur intimt
hela den moderna epokens landvinningar hänger ihop med
kulturradikalismen. Det han kallar emancipationsprojektet blir här
själva symbolen för kampen mot det som betraktats och alltjämt betraktas
som "hot" mot den fria människan. Och jag tror att det är just i dessa
falska fiendebilder vi gått vilse. Vår frihet har blivit vårt fängelse,
vår frigörelse vår inskränkthet. Läs gärna hela den artikel jag citerar
ur, ni hittar dit via länken på första raden.
