Søren Ulrik Thomsen om ondskan

Søren Ulrik Thomsen. Foto: Snaphanen

Den danske poeten Søren Ulrik Thomsen skrev i mellandagarna en mycket intressant artikel om ondskan, den han menar att vi har så svårt att erkänna. Hur ska vi till exempel förhålla oss till det skenbart meningslösa våldet? Han ställer den och en rad andra frågor i sin artikel (Weekendavisen 27 december 2013). Han tar sin utgångspunkt i den portugisiska huvudstadens gamla Mouraria-kvarter:

”En dejlig sommermorgen for en del år siden kom jeg gående gennem de smalle gader i Mouraria, Lissabons gamle mauriske kvarter, som ligger på bjerget højt over den centrale bydel. De kalkede mure lynede i solen, og foran mig gik en gammel mand, der i smittende grad udstrålede glæde og godt humør, som han gik der med sin livlige hund springende foran sig. Imod os kommer to sorte mænd i arbejdstøj, og pludselig giver den ene hunden et los så læsterligt, at dyret hyler af smerte. Men lige så hjerteskærende var det at se reaktionen hos gamlingen, der for et sekund siden var indbegrebet af velvære i verden: Med løftede arme og klagende stemme udtrykte han sin harme og fortvivlelse samtidig med, at han appellerede til medhold hos de forbipasserende og blandt gadens beboere, som hidkaldt af tumulten dukkede frem i hvert et vindue.

Tro mod en opdragelse i oplysningens ånd har jeg altid ment, at mennesket må begribe verden rationelt for med denne viden at kunne forholde sig fornuftigt selv til de tilsyneladende mest meningsløse fænomener. Alligevel udløste denne oplevelse en eftertanke hos mig. Og vel at mærke netop en efter-tanke, hvormed jeg mener, at denne nye tanke ikke satte den gamle ud af kraft, for jeg vil nemlig stadig altid først og fremmest lede efter den rationelle forklaring, som oftest viser sig at ligge bag det uforståelige.

Således hæfter jeg mig her først ved, at den nederdrægtige hundesparker var sort: Måske stammede han oprindelig fra Angola, Mozambique eller Kap Verde, Portugals tidligere kolonier, og måske var han ikke uvant med at blive sparket til af racistiske hvide, som han passende kunne hævne sig på i skikkelse af en tilfældig forbipasserende. Måske havde hans aggression lige så meget at gøre med klasse som med race; som så mange sorte i Lissabon kunne han se ud til at være murerarbejdsmand, og det er ikke utænkeligt, at han som den nederste og hårdest arbejdende i hierarkiet var dødtræt af at blive behandlet som en hund og nu kunne give igen. Foruden disse sociale baggrunde kunne man forestille sig en psykologisk: Måske var han hjemmefra opdraget med tørre tæsk og vant til at kompensere for personlige ydmygelser ved at give dem videre til endnu svagere, og endelig kunne man tænke sig, at samtlige disse forhold gjorde sig gældende og spillede sammen, således at sparket på én gang rettede sig imod en arrogant hvid, en respektløs arbejdsgiver og en autoritær fader.

Skønt sådanne forklaringer aldeles ikke undskylder manden, gør de dog hans handling mere forståelig og må umiddelbart lægge en dæmper på en alt for firkantet og selvretfærdig fordømmelse, men den helt store fordel ved denne oplyste tankegang er fremadrettet, fordi en indsigt i rationalet bag det umiddelbart meningsløse giver mulighed for også rationelt at forholde sig til problemerne og måske oven i købet fjerne deres årsager ved forbedringer af samfundsforholdene. Endnu en oplevelse under mit ophold i Lissabon bekræftede det indlysende rigtige i denne tilgang, samtidig med at også den aktiverede føromtalte nye tanke.”

Detta tämligen långa citat är bara en kort inledning på en mycket omfattande text, som dock inte finns på nätet. Men nog inspirerar citatet till läsning av Søren Ulrik Thomsen. Hans metod att skildra mentalitet och kultur utifrån konkreta händelser och företeelser är att föredra framför de psykologiserande och ideologiska.