Mikael Jalving och jag i Absolut Sverige.

Idag ska jag tala lite om mig själv och Mikael Jalving. Hans bok Absolut Sverige utkommer på torsdag. Det blir stor recension här i bloggen redan på onsdag, och idag vill jag bjuda på ett smakprov. Det är den ursprungliga intervjun med mig, som ingår i boken. Den har förändrats under resans gång och i boken är den både längre och annorlunda. Men jag publicerar den i originalskick här. Jalving har skrivit en mycket fascinerande bok om vårt arma land. Jag återkommer alltså till den på onsdag.

*

En af dem, der lider af utanförskap, hedder Thomas Nydahl og er forfatter til flere end 40 bøger, essays og reportageudgivelser. Han føler sig som en fremmed fugl i Sverige og skilter endda åbent med det på sin blog, hvor Sverige og de svenske medier får på puklen. Januar 2010 sagde han farvel til mere end 30 års journalistisk samarbejde med forskellige svenske dagblade, fordi han opfatter dem som en del af underholdningsindustrien og ganske underlagt kunsten at være sød.

Thomas Nydahl virker nu ellers ganske flink og svarer samme dag, samme time, ja, inden for få minutter pr. mail. Men tag ikke fejl. Han føler sig som en fremmed, ikke blot abstrakt i forhold til den svenske mainstreamkultur, men helt konkret i forhold til sin egen by, ja, i sit eget hjem.

Forfatteren er født i Malmø og bosat i Kristianstad i et hus tapetseret med bøger. Thomas Nydahl går med hat, er plejefar til en chilensk pige, i dag en voksen kvinde, hvis ældste barn han er gudfar til; arbejder om natten og skriver korte, lavmælte, men prægnante indlæg på sin egen blog Occident. F.eks. dette stykke:

”Klokken nærmer sig halvtolv. Byens midte fyldes med mennesker, som kommer med etteren og toeren fra forstæderne. De kommer gående ind mod centrum. Jeg er en ensom mand i bussen (…) Jeg forstår hverken somalisk, arabisk eller sharia-loven, som tillige gælder i eksil. Det er mig, der er den fremmede. Kvinderne omkring ser ud til at være hjemme i deres nye by. De lever med en stor følelse af at blive taget hånd om og hele islams vækkelse (…) De nordafrikanske ørkenklæder bliver en del af den nordskånske kollektive trafik (…) Det er januar på kloden, den isnende vind i mit ansigt forsikrer mig: Jovist, dette er Skåne, dette er Europa. Alt andet modsiger mig: sproget, stemmerne, teltene, slørene, bybilledet (…) Jeg er den fremmede i dag og den fremmede alle dage. Jeg tænker på Ekelöfs digt (om at alle mennesker deler de samme vilkår, mj) og indser, at intet af det, som min forældregeneration skrev længere er gyldigt.”

Det sidste er en grov anklage. Intet. Intet af det, forældrene talte om, kan bruges i dag. Direkte adspurgt, hvad det er, den ældre generation ikke fatter et klap af i Sverige i dag, svarer han, at forgængerne levede i det overfladiske. Eftersom de lå – og stadig – ligger under for et dybt rodfæstet tabu om aldrig at kritisere noget, som har med indvandrere at gøre, formår de heller ikke at diskutere et eneste aspekt, som har med islam at gøre.

Islam. Så blev ordet nævnt. Der er sågar dem, der mener, at ordet skaber, hvad det nævner, men her på dette sted nævner vi det, fordi det har det med at glide ud af det svenske sprog, og Nydahl peger på, at der findes mere realisme i Kosovo, hvor majoriteten er muslimer, end i Sverige, hvor muslimer endnu er en minoritet. I Kosovo har man forbudt slør i skolerne, fordi lovgiverne forstår slørets symbolske betydning og ønsker at mindske spændingerne mellem muslimer, ortodoks kristne og katolikker. I Sverige, derimod, taler de fleste forfattere og intellektuelle om, at man må gå klædt som man vil, uden at forstå slørets symbolik.

Thomas Nydahl blev født i Malmø i 1952 og forlod byen 30 år senere. Hans første kontakt med islam fandt sted i hans unge år, men uden at det dengang var noget problem. I Malmø blev han venner med såvel kosovo-albanere som grækere, da han arbejdede på den lokale farvefabrik:
”Ingen af disse indvandrere udgjorde noget som helst problem for mig. Jeg mente omvendt, at de berigede mit liv. Tidligt blev jeg stærkt interesseret af Balkans forskellige kulturer, litteraturen, musikken og historien. Mine venner kom fra disse lande, og i 1972 rejste jeg for første gang til Tirana.”

Det blev til flere rejser i perioden 1974 til 1979. Thomas Nydahl var nysgerrig, åben, fascineret. Flere af hans venner var dengang politisk aktive et sted på venstrefløjen og sekulariserede, men de blev stadig mere utilfredse med situationen i Albanien og vrede over konflikten mellem Israel og Palæstina. Skuffede vendte de sig mod islam, heriblandt initiativtagerne til det Islamic Center, som siden blev til Stora Moskéen i Malmø. En nær ven var Daniar Osmani, født muslim, som senere skiftede sit fornavn til det endnu mere muslimsk klingende Ramadan. En anden var Bejzat Becirov. De kom begge fra det daværende Jugoslavien, var etniske albanere, som havde satset alt på socialismen under Enver Hoxha, men nu skiftede loyaliteten ud med islam.

I 1983 var Thomas Nydahl med førnævnte Ramadan Osmani på besøg i Tripoli, Libyen. Her skulle de rejse finansiering til moskeen i Malmø gennem World Islamic Call Society, oprettet i 1970, som blev styret og stadig styres af den libyske diktator Muhammmar Gadhafi. Nydahl tog et foto af diktatoren i hvid Jesuskjortel og omgivet af livvagter i Benghazi-parken. Han viser det til mig.

”Ramadan var på tiggerrejse, jeg var med som freelancejournalist”, siger Nydahl. ”Vi besøgte det libyske religionsministerium, hvorfra der rundhåndet blev givet en støtte svarende til omkring 30 pct. af moskeens udgifter. Resten kom fra Saudi-Arabien.”

I december 2009 oplyste avisen Sydsvenskan, at moskeen er solgt til en libysk organisation. Det skete for at redde moskeen, fortalte Bejzat Becirov, en af grundlæggerne af Islamic Center. Den organisation, der har købt moskeen for en oplyst pris på 5 mio. kr., er netop World Islamic Call Center.

Thomas Nydahl flyttede fra Malmø i 1982 og mistede kontakten til sine daværende albanske venner, men kender og korresponderer i dag mennesker fra såvel Albanien som Indien, Portugal, Bosnien, Kosova, Ungarn, Israel, Chile, Hviderusland, Rumænien, Polen, Finland og Danmark. Samtidig støder Malmø ham fra sig som en magnetisk modpol, særligt ”det arabiske Malmø, vandpibernes og den sorte økonomis Malmø, slørets, Hamas’ og om-Gud-vil-Malmø”. I hans øjne fremstår byen i dag som en ”atomiseret, sønderslået boligmasse, hvor individerne er fremmede for hinanden.” Ja, Malmø findes sådan set slet ikke. ”Den by som hedder Malmø er nu en global by, præget af det ’ideal’, at mennesker kan bygge et liv på socialbidrag.”

Tilbage i sit hus ved Kristianstad – efter et besøg i Malmø – er forfatteren, den solitære iagttager med hang til portugisisk fadomusik og litterært arbejde ”hjemme i hjemløsheden, hjemme i mig selv”, som han siger:

”Jeg låser døren, sætter Charlie Parker på, kyllingen ind i ovnen og frem med den nyeste roman af Vénus Khoury-Ghata; den handler om stening af kvinder, der lever ’umoralsk’. Til trods for Birds saxofon findes ørkenen i mine stuer; der er ingen steder, jeg kan gemme mig længere. Jeg har aldrig betragtet mig som nationalist, men har stadigt mere forstået, at vi må forsvare den arv og tradition, som er vores, og her tænker jeg ikke mindst på ytrings- og trykkefriheden og den sekulære stat.”

Thomas Nydahl beretter, hvordan følelsen af fremmedhed hjemsøger ham, som da han i 2005 fik nys om indbruddet og det voldelige overfald i den lokale kioskejers hjem – begået af seks unge mænd, to etniske svenskere i kompagniskab med fire indvandrerdrenge, alle kendt af politiet. Gerningsmændene brød ind, bandt og mishandlede parret og truede manden med at myrde ham, hvis han ikke gav dem penge, og fik, da de blev fanget og sat for en domstol, mellem ét og to års fængsel.

Da Nydahl efterfølgende skrev et essay om mishandlingen og offentliggjorde det i Kristanstadsbladet, fik bladet en sag på nakken hos pressens ombudsmand. Tre af gerningsmændene samt deres forældre gjorde i deres sagsanlæg gældende, at de var blevet gjort til ”ofre for ytringsfriheden”.

Nydahl havde bl.a. skrevet:

”Koster det ikke mere at ødelægge andres liv? Slipper man så billigt, at straffen snarere kan betragtes som en slags rekreation – en velfortjent pause for mennesker, som virkelig slider i det for at gøre andre menneskers liv surt?”

Anklagerne tabte sagen, Thomas Nydahl og avisen kunne ånde lettede op, men forfatteren noterer i dag, at anklagernes ordvalg om at være offer for ytringsfriheden er eksemplarisk. Sverige er blevet et land, hvor voldsmændene – sim-sala-bim – forvandles til ofre: keine Hexerei, nur Behändigkeit. Resultatet er, at volden og den dertil knyttede offerkultur breder i alle led af det svenske samfund. Logikken er slående simpel: Mindretal er ofre, flertal er undertrykkere. Derfor kan mindretal ikke tage fejl, mens flertal ustandselig tager fejl og gør sig skyldig i ”racisme” og ”fremmedhad”. Det Sverige, Thmas Nydahl kritiserer, er éndimensionalt. Ytrer man skepsis over for endeløs tolerance, drager man Sverige i tvivl og står udenfor. Dermed diskvalificerer man sig selv. Og derfor er svensk politik blevet et manikæisk spørgsmål om at være for eller imod. Den svenske elite er for. De umoralske uden almen dannelse eller med de forkerte meninger er imod. De skal inkluderes, og gør de det ikke frivilligt, så skal de tvinges.

Jeg spørger Thomas Nydahl, hvad det er, der er ske i Sverige de seneste 15-20 år?

”Det spørgsmål er dumt, undskyld jeg siger det. Svaret er indlysende. For det første har Sverige ikke længere en tilvirkningsindustri. Vi bygger hverken både eller syr tøj længere. Sko laves andre steder, og det er til trods for de seneste forsøg på at bremse udviklingen et spørgsmål om tid, før også produktionen af biler flytter til Kina, hvor arbejderne er tilpas kuede og underbetalte, så fortjenesten bliver større. Hvad sker der så med mennesker, som kommer til Sverige fra den tredje verden? Arbejdspladserne skriger ikke ligefrem efter dem. Hvis man bor i Rosengård eller lignende områder behøver man slet ikke kunne tale svensk for at klare hverdagen. Åbenlyse resultater er ghettodannelse og polarisering. Samtidig opmuntrer islamismen som politisk idelogi denne udvikling. Dens teorier, dybt forankrede i Koranens lære, er som en stor lysende pegefinger om, hvad der er på vej. Vil vi andre følge med? Nej, det tror jeg ikke, og stadig flere svenskere vil ligesom stadig flere franskmænd, hollændere, danskere, italienere, spaniere og andre europæiske folkeslag vende sig mod denne udvikling. Ingen vil gå fri for denne konflikt. Selv hvor man forsøger at tier problemerne ihjel, vil de snart vise sig. At lægge låg på er som at bygge et sandslot og tro på, at det kan være beboeligt for mennesker. Bølgerne visker vores illusioner bort.”

Da jeg taler med Thomas Nydahl i oktober, efter riksdagsvalget, og i anledning af, at en ukendt gerningsmand tilsyneladende gik rundt i Malmø og skød efter personer med muslimsk eller arabisk udseende, svarede han straks, at det kun var blevet værre i Sverige efter valget:

”Nu vågner politikerne, helt inde i regeringskontorerne. Hvorfor først nu? Jo, fordi politiet i Malmø har sagt, at de tror, en ny Lasermand går rundt og skyder muslimer i byen i stil med ham i Stockholm i begyndelsen af 1990’erne. Hvad der oprører mig er de svenske mediers totalt manglende evne til at to parallelle spor, som måske ikke engang har nogen forbindelse. Der er en, som går rundt og skyder efter folk – pt. 15 eller 16 episoder. På den anden side er der alle de banderelaterede skududvekslinger – godt 30 indtil videre i år – i kampen om narkotikaen, kroerne, magten.”

Jamen, hvad er forbindelsen?

”At bandernes daglige skydderier tiltrækker sig ringe eller ingen medieomtale, mens denne nye og gale ’Lasermand’ straks kommer på den politiske dagsorden. Den ene galning optager politikerne, mens banderne, og de er mange, accepteres som en del af den nye orden. Lad mig minde om, at Malmø for længst blevet Skandinaviens mest arabiserede og islamiserede by, ikke kun i forstæder som Rosengård og Lindängen. Også de klassiske arbejderkvarterer som Möllevången, Sofielund og Kirseberg udmærker sig i dag ved arbejdsløshed og bistandsafhængighed. Jeg tror faktisk, at de ansvarlige politikere i byen instinktivt ved, at de har mistet kontrollen over Malmø. Ved mørkets frembrud er det de kriminelle bander, som præger både forstæderne og byens centrum.

Foto, Tosteberga i höstdräkt, A. Nydahl.