Hannah Arendt om flykten från Nazityskland

Foto: Astrid Nydahl

Hannah Arendt skrev 1943 en essä som äger mycket stor giltighet idag. Essän heter kort och gott Vi flyktingar, och har nyligen publicerats i dansk översättning av Claus Bratt Østergaard i Dagbladet Information. Arendt vänder sig mot att de judar som hann lämna Tyskland innan Hitlers dödsfabriker började mörda på löpande band, kallades för "flyktingar". Hon menar då att begreppet egentligen bara omfattar människor som haft en bestämd politisk uppfattning eller varit skyldig till någon handling som tvingat honom eller henne på flykt. Men situationen 1943 är en annan. Nu omfattar begreppet också "de av oss som haft sådan otur att vi kommit till ett nytt land utan egna medel, och som tvingats ta emot hjälp av flyktingkommittéer":

En flygtning plejede at være en person, der var drevet til at søge tilflugt på grund af en handling, han havde begået, eller en bestemt politisk opfattelse, som han havde. Nuvel, det er ganske vist sandt, at vi har været nødt til at søge tilflugt, men vi har ikke begået nogen handlinger, og størstedelen af os har aldrig troet, at vi havde radikale holdninger. På grund af os har betydningen af betegnelsen »flygtning« ændret sig. Nu er »flygtninge« de af os, der har været så uheldige at komme til et nyt land uden midler, og som er nødt til at blive hjulpet af flygtningekomiteer.  

Hannah Arendt vill hellre tillsammans med sina likar kallas immigrant eller "nyanländ." Här tycker jag att det bränner till och hennes text kastar en skugga rakt in i vår samtid.

Inden denne krig brød ud, var vi endnu mere sarte over for at blive kaldt »flygtninge«. Over for andre mennesker gjorde vi vort bedste for at bevise, at vi var almindelige immigranter, ikke andet. Vi erklærede, at vi var rejst af egen fri vilje til lande, vi selv havde valgt, og vi nægtede, at vores situation havde noget at gøre med »de såkaldte jødeproblemer«. Ja, vi var »immigranter« eller »nyankomne«, der havde forladt vores land, eftersom det en skønne dag ikke længere havde passet os at blive boende, eller af rene og skære økonomiske grunde. Vi ville lave om på vores liv, det var alt. Hvis man vil lave om på sit liv, må man være stærk og optimistisk. Altså er vi optimister.

Vi ville förändra våra liv, det var det hela, säger hon. Skulle det ske till priset av assimilation? Arendt:

Vi tyske jøder medbragte en »dyb« filosofisk betydning af ordet assimilation. Man kan næppe forestille sig, hvor alvorligt vi så på sagen. Assimilation betød ikke blot den nødvendige tilpasning til det land, hvor vi ved et tilfælde var født, og til det folk, hvis sprog vi tilfældigvis talte. Nej, vi tilpasser os principielt alt og alle. Denne indstilling gik engang klart op for mig, da jeg hørte en af mine landsmænd, der tilsyneladende vidste, hvordan man skulle give udtryk for sine følelser.
Han var netop ankommet til Frankrig og dannede straks et af den slags tilpasningsparate selskaber, hvor tyske jøder forsikrede hinanden om, at de allerede var franskmænd. I sin første tale sagde han: »Vi har været gode tyskere i Tyskland og vil derfor blive gode franskmænd i Frankrig.« Publikum applauderede entusiastisk, og ingen grinede. Vi var lykkelige for at have lært, hvordan vi skulle demonstrere vores troskab.

Det är viktigt att förstå varför ordet assimilation ekade som det gjorde i dessa människors öron. Att anpassa sig till "allt och alla" av principiella skäl var förstås en ren överlevnadsstrategi. Och att från den ena dagen till den andra gå från att ha varit en "god tysk" till att bli en "god fransman" är förstås resultatet av samma strategi. Hannah Arendt är alltid intressant. En text som denna får en särskild tyngd om den läses mot bakgrund av det som pågår just nu i hela Europa.