 |
| Foto: Astrid Nydahl |
Den schweiziske tidningen Neue Zürcher Zeitung intervjuar den
tyske filosofen och forfattaren Rüdiger Safranski om situationen i hans tyska hemland. Bland annat talar han om nödvändigheten av att verkligen agera som "fort Europa" och stänga sina gränser på nytt. Det jag citerar ur intervjun kommer från den danska tidningen Kristeligt Dagblad.
Forbundskansler Angela Merkels åbne grænser bekymrer Safranski, der forudser, at også den politiske islam ankommer til hans hjemland.
”Mange af muslimerne ved ikke, hvad det vil sige at respektere en anden religion. Vi glemmer, at allerede i flygtningebådene blev kristne smidt i vandet,” bemærker Safranski. Og man er nu vidne til slagsmål mellem religiøse grupper i lejrene.
”De er altså allerede i færd med at slæbe deres fjendskaber, grunden til deres flugt, ind i vores land. Skellet mellem religion og stat er af forståelige grunde ukendt for dem.”
Nu da velkomstens eufori klinger ud, gruer Safranski for, om større dele af værtsbefolkningen begynder at reagere fjendtligt. En million asylsøgere er allerede ankommet, 70 procent af dem er unge mænd, så når deres familie hentes op, vil der være ankommet flere millioner.
”Så bliver protesterne i befolkningen mere rabiate, og hvis udskejelserne tager til, omdannes Tyskland i verdensopinionen snart fra moralsk forbillede til Tyskland som den fascistiske fare igen.”
Man bør genskabe håndfaste grænser, mener Safranski: ”Vi lyver os fra den kendsgerning, at Europa bør være en fæstning. Vi har jo nu engang noget at forsvare.”
Man kan konstatera att Safranski förstår sig bättre på situationens
allvar än de flesta, som tror att massinvandringen av unga, muslimska män
uteslutande skulle vara en ekonomisk fråga. Så är förstås inte fallet. Det
handlar i hög grad om något annat och viktigare: huruvida våra sekulära
nationer ska kunna stå emot den islamistiska renässansen och den hopplöst
föråldrade syn på människan, samhället och livet som har sitt ursprung i
Koranen.
Safranski går ind for større hjælp i flygtningenes nærområder. På spørgsmålet om, hvorfor Ungarn og landene på Balkan fører deres strammerkurs, svarer den tyske filosof: ”Fordi de allerede én gang har været under muslimsk herredømme. Først i 1908 trak Osmannerriget sig helt tilbage fra Balkan. Disse lande betragter ikke flygtningestrømmen fra en humanitær synsvinkel; de vil ikke have islam tilbage.”
Tyskland handler lige modsat: Her styrer en følsom sindelagsetik i stedet for nøgtern ansvarsetik:
”Og nu mærker man, at de europæiske lande ikke vil være med til det, Merkel gør. De vil ikke lade sig afpresse af den tyske moral-mission.”
Missionen udspringer af den særlige tyske skyldfølelse; man ønsker lutring efter nationalsocialismens forbrydelser. Derfor bliver tysk politik så moraliserende.
På engelsk taler man om en 'german angst', der hjemsøger det plagede folkefærd. Safranski kalder den ængstelse for et barnligt træk.
Har vi
anledning att tänka tanken att vårt land bör skyddas mot detta? Ja, säger
Safranski och ger exempel från Tyskland på hur man betraktar denna sak.
”Men i Tyskland betragter man nationale interesser som nærmest uanstændige og pakker dem gerne ind i unionsretorik. Det giver den tyske politik noget på én gang beklemt og patetisk. Men drejer det sig om penge, så forstår man at føre sig frem uden komplekser.”
Islam kan inte leva parallellt med andra världsåskådningar.
Detta simpla faktum manifesteras varje dag i de muslimska nationerna. Inte ens
inom islam är fred och samförstånd idag ett alternativ. Den som har fel
uppfattning eller tillhör fel folk är förstås haram och otrogen och behandlas
därefter. Har vi ett alternativ?
”Den vestlige livsform skal atter huske på, at den har fjender. Men det vil vi forkælede børn af Vesten ikke indse.” ”Vi lever i et post-heroisk samfund, vi er de sidste forbrugere af vores livsform, som vi nyder og konsumerer, men som vi næppe orker at kæmpe for.”Här recenserar Lars Gustafsson en bok av Safranski. Och här skriver Martin Lagerholm om hans viktiga Nietzsche-bok.
