Fransk varning för islamismen

Foto: Astrid Nydahl

I danska Weekendavisen skriver Aske Munk om hoten från islamismen. Fokus är Frankrike, men den 77-årige filosofen och historikern Elisabeth Badinter understryker att hoten är aktuella i hela Europa. Hon säger om den europeiska vänsterns vurm för islamismen och dess stämpling av kritikerna som "rasister"bland annat detta:

»I alt for mange år har venstrefløjen fortiet islamismens fremmarch; undskyldt den med ’kulturelle forskelle’ og kaldt os, der forsøgte at råbe op om den, 'racister' og 'Le Pens nyttige idioter’. Men nu er det nok,« siger hun: »Vi må føre krig mod islamismen på den hjemlige front, for det er hele samfundets sammenhængskraft, der står på spil.«

Det där känner jag så väl igen. I åtskilliga sammanhang har jag själv omnämnts som "rasist", "islamofob" och "sverigedemokrat". Att försvara sig inför sådana anklagelser har ju varit meningslöst. En stämpel fungerar socialt frånstötande och är därför så effektiv. Khomeini visste vad han gjorde när han introducerade begreppet islamofobi som en sådan stämpel.

Aske Munk skriver:

Og islamismens fremmarch i Frankrig er siden 1990erne blevet akkompagneret af en næsten endeløs række af blodige terrorattentater: Først likvideringen af muslimske soldater og jødiske skolebørn i Toulouse og Montauban i 2012. Så terrorangrebene mod Charlie Hebdo og det jødiske supermarked HyperCacher i januar 2015. Dernæst angrebene på Stade de France, fortovscafeerne og Bataclan i november 2015. Lastbilsmassakren på Promenade des Anglais i Nice på nationaldagen året efter. Og dernæst den katolske pater, der blev halshugget under gudstjenesten i en normannisk kirke i Saint-Etienne-du-Rouvray. Og som »kronen på værket«: skolelæreren Samuel Paty, der fik hovedet skåret af på åben gade i en forstadskommune til Paris.

Elisabeth Badinter

Elisabeth Badinter fortsätter:

»Hvad er det egentlig, de her muslimske migranter vil i Frankrig? Eller i Europa for den sags skyld? Hver gang nogen åbner døren for dem, ender det med problemer. Hvis ikke de har tænkt sig at tilpasse sig kulturen i det nye land, ville de da ikke være lykkeligere i et muslimsk land? Måske? Spørgsmålet fortjener da at blive stillet? Medmindre altså deres endemål er at gøre deres kultur gældende på bekostning af den lokale vestlige kultur. Som en slags historisk revanche over Vesten?«