Terrorn i Köpenhamn. Begravningen av mördaren och jihadisten. Tre pressröster

Från Lars Vilks utställning i Malmö 2013. Foto: Astrid Nydahl

Det finns skäl att nämna att Köpenhamns-jihadisten fick besök av hundratals muslimska män vid sin begravning på fredagen. Det hölls ett tal för honom i moskén på Dortheavej i Köpenhamns Nordvestkvarter och han fördes till "sista vilan" (fast vila blir det väl inte mycket av nu när han ska ta sig an alla oskulder i paradiset) på den muslimska begravningsplatsen i Bröndby. Omar Abdel Hamid el-Hussein begravdes i ett hörn av begravningsplatsen, allra längst bort från ingången. 

Ur fredagens nummer av Weekend-Avisen citerar jag nedan ur tre artiklar, skrivna av Jeppe Matzen som var på plats när  Krudttønden  angreps,  Sören Villemoes och Frederik Stjernfelt, alla tre viktiga personer i den danska samhällsdebatten. Observera att texterna nedan endast är korta citat ur långa texter.

JEPPE MATZEN:

De første tre-fire knald er uvirkelige. Høje, men stumpe. Men så står det klart: Der skydes bag min ryg. Lyden kommer ude fra foyercafeen på den anden side af svingdøren umiddelbart bag det runde cafebord, som jeg deler med den franske ambassadør, François Zimeray.

På podiet fem-seks meter skråt til højre for mig er alt gået i stå. Ingen foredragsholdere eller arrangører siger et ord. Ligesom tilhørerne til dette debatmøde om ytringsfrihed i Krudttønden sidder de helt tavse. Frosset fast til deres stole. Paralyserede.

Jeg griber min mobiltelefon på cafébordet og kaster mig ud til venstre, bag om ryggen på ambassadøren. I samme sekund - som en stor uformelig organisme - sætter hele rummet sig i bevægelse. Folk kaster sig mod gulvet eller springer op fra deres stole for at søge skjul. Alle er stadig fuldstændig tavse. Ingen skriger, men foredragssalen fyldes af lyden fra tiltagende skud og larm fra møbler, der vælter.

Jeg har ingen plan om en flugtrute, jeg vil bare væk fra skudlyden ude i forhallen bag mig. Men min vej væk mod foredragssalens modsatte ende er spærret af frilagt bindingsværk, som går ud i lokalet fra ydervæggen mod gaden. Jeg træder op på en stol og videre op på en barstol, springer over en vandret bindingsværksbjælke i lidt over en meters højde og vælter ned på den anden side blandt nogle stole. I et splitsekund åler jeg mig på albuerne hen over gulvet og forsøger at finde skjul. Men tænker så: »Nej, jeg skal ikke ligge her på gulvet og skydes i nakken.« Jeg ved ikke, hvor mange terrorister der er, men hvis de først trænger ind i foredragssalen, er vi chanceløse.

SØREN VILLEMOES:

Når man har afgivet troskab, skal man adlyde kaliffens ordrer. En af disse ordrer gik rundt sidste september, da terrororganisationen kommanderede muslimer i Vesten til at dræbe vantro. Var det her, Omar El-Hussein ønskede, at vi skulle lede efter meningen med den ekstreme vold? Søgte han døden i konfrontationen med politiet i håb om adgang til paradis? I så fald ønskede Omar El-Hussein at blive set som et menneske drevet af tankens kraft mod et højere mål. Det var ikke vores ynk, han ønskede, men vores frygt.

Siden i lørdags har flere luftet muligheden, at Omar El-Hussein måske slet ikke var terrorist, men blot en almindelig morder. Som professor Ole Thyssen skrev i Politiken: »Er det en forvirret og voldelig ung mand, som har begået et dobbeltmord? Så er det en sag for politiet, som tilsyneladende har opklaret sagen og dræbt den formodede gerningsmand.

Og så er den sag ikke længere.« El-Husseins sidste ord tyder på, at sagen er længere. At det ikke blot var simple mord, men terror med et politisk sigte. Som hans gamle bekendte fra Mjølnerparken, Mohammed, formulerede det: »Han troede på det, han gjorde, og han havde et formål,« lød hans uapologetiske bud på en forklaring.

Det er en ideologisk strid, der er foregået siden 1800-tallet, som nu kæmper om at give mening til El-Husseins ekstreme gerninger. Liberale og konservative har altid ment, at mennesket er drevet af ideer. Og på venstrefløjen har det siden Karl Marx været umuligt at forstå handlinger uafhængigt af den samfundsstruktur, der producerer dem.

Søger man, kan begge fortællinger indlæses i Omar El-Husseins korte liv.

FREDERIK STJERNFELT:

Strukturen i anslagene i Paris og København - først mod ytringsfrihed, så mod jøder - angiver meget godt den extreme islamismes aktuelle strategi. Man er ude på at skabe en radikaliseringsspiral, så stadig flere europæiske muslimer føler sig tiltrukket af islamismen - og så stadig flere »indfødte« europæere bliver tiltrukket af dens analoge modstanderbillede på den nationale højrefløj, der igen vil skræmme endnu flere, muslimer såvel som ikke-muslimer, til at forsvare indskrænkninger i ytringsfrihed og de andre frihedsrettigheder, som man anser som et centralt problem i demokratierne.

»Fuck freedom«, som demonstranterne mod JP-tegningerne i sin tid sagde. Den position, der skal gøres umulig, er oplysningens tolerance, pluralisme og ytringsfrihed. Også her er der mindelser om RAFs strategi i 70erne: man ville med blodig terror presse staten til at tage drastiske skridt, så staten ville afsløre »sit sande ansigt«. Tilsvarende vil de extreme islamister sprede terror og presse de vestlige samfund til at fremstå som afskyelige undertrykkelsesapparater, der ikke kan appellere til almindelige muslimer.

Midt mellem de seneste terrorangreb forekom en lille hændelse i Paris. Den franske graffitikunstner Combo lavede et forsonligt kunstværk på en mur i en forstad. COEXIST - stod der, »sameksistér« - C'et var den muslimske halvmåne, X'et var davidsstjernen og T'et det kristne kors. Fire unge mænd så værket og bad ham fjerne det øjeblikkelig. Da han nægtede, fik han tæsk.

Jeg kender ikke til nogen patentkur, der kan fjerne eller dæmpe islamismen. Men jeg tror en forudsætning for ordentlig politik er, at man begynder med at se virkeligheden i øjnene - at forstå hvem modstanderne er, hvor mange de er, hvad de vil.

Det nytter ikke noget at lukke øjnene for islamismens aggressive vækkelse og dens politiske program - uanset om man hellere vil forestille sig, at islam i al generalitet er ondskaben selv eller at islam som helhed er fredens religion.