Den fjärde totalitarismen

I danska Weekendavisen recenserar Frederik Stjernfelt en nyutkommen bok om islamismen, Islamisme - en orientalsk totalitarisme, skriven av den iranske flyktingen Mehdi Mozaffari i Köpenhamn, som nu pensioneras från sin tjänst vid Århus universitet. Han gör det med denna bok som han kallar sitt tack till danskarna för att de tog emot honom när han flydde den islamistiska revolutionen i hemlandet Iran.

Stjernfelt skriver:

"I forordet erklærer han, at bogen skal udtrykke hans taknemmelighed over for danskerne, den danske stat og Institut for Statskundskab, der tog imod flygtningen fra den iranske revolution for mere end tredive år siden. Det er en flot og lærd tak. For bogen giver et betydeligt bredere og dybere perspektiv på det omstridte begreb islamisme, end vi er vant til fra almindelig debat. Mange synes at føle et ubehag ved selve ordet »islamisme«, nogle har nærmest syntes selve begrebet udtrykte islamofobi, og mange experter på muslimske lande har ikke haft Mozaffaris statsvidenskabelige overblik i bedømmelsen af islamismen. Han kalder selv sin metode for »historisk politologi« : for at kunne begribe en politisk strømning bør man både kende dens historie og sammenligne den med beslægtede fænomener. Det er velkendt, hvordan moderne islamisme har sin rod i Hassan al-Bannas grundlæggelse af Det muslimske Broderskab, Kairo 1928, for at genoprette kalifatet, der i 1924 var blevet nedlagt i Istanbul. Mozaffari trækker historien helt tilbage til islams oprindelse i 600-tallet, idet han undersøger hvilke særlige traditioner, islamismens centrale forfattere, al-Banna, Qutb, Mawdudi, Khomeini, viser tilbage til."

Det jag finner särskilt intressant är att Mozaffari visar på en betydligt längre historia för islamismen än vi är vana vid i vår debatt. Den börjar inte med broderskapet.

"Allerede i 800-tallet finder Mozaffari de første salafister, der længes tilbage til denne guldalder. Blandt skikkelser, som nutidige islamister henviser til, opregner Mozaffari Ibn Hanbal, der allerede omkring 800 bekæmpede græsk kultur og filosofi og Al-Ghazali, der omkring 1100 afviser enhver ikke-muslimsk åndsretning; krig mod vantro, fordømmelse af kættere, udbredelse af ortodoksi og opbygning af en fællesskabsfølelse mellem de rettroende er al-Ghazalis inspirerende opskrift. Ibn tamiyyas kæmper omkring 1300 for sharia i alle politiske, administrative og retlige beslutninger - han krævede i 1294 dødsstraf for blasfemi over den kristne an-Nasrani, der havde fornærmet Muhammed - en sag, der spejler sig i islamisters vrede over karikaturer og lignende i vore dage. Ibn tamiyya er også jihad'ens teoretiker, der formulerer det »sublime alternativ« : i jihad er der kun to muligheder: sejrens triumf eller martyriet som belønnes med paradis. en win-win situation. Blandt de fire muslimske lovskoler er især Hanbali-skolens radikale linje inspiration for islamismen - den ligger bag Al-Wahhabs hårde doktriner fra 1700-tallet - der igen ligger bag blandt andet al-Qaeda. Disse islamiske kilder får så fornyet aktualitet i moderne islamisme, hvor Mozaffari grundigt gennemgår hovedskikkelserne."