Søren Krarup 75 år

Søren Krarup. Foto: Snaphanen

Idag fyller Søren Krarup 75 år. Jag vill gärna bidra med en gratulation eftersom han kommit att ha avgörande betydelse för min bildningsväg under rätt lång tid. För mig är han betydelsefull inom fyra områden:teologin, filosofin, författarskapet och politiken. Men det är hans författarskap som betytt mest för mig. Den första bok av honom jag läste var Det moderne Sammenbrud (1984). Efter den smärtsamma och minst sagt annorlunda läsningen fanns det inget val för mig. Jag hade sedan länge gjort upp med vänsterismen och det offentliga Sveriges självbild, men Krarup var så radikalt annorlunda att läsningen av honom krävde något nytt av mig. Så jag fortsatte med böcker som Begrebet Anstændighed (1985), I Virkeligheden (1986) och Det tavse flertal (1987). De första böckerna han utgav på 2000-talet var Dansen om menneskerettighederne (2000) och Kristendom og danskhed (2001). En bok som visade på hans förmåga att diskutera och debattera, som gjorde starkt intryck på mig var den av Gyldendals förlag utgivna "Kære Søren, en brevveksling om det nye Danmarks kurs” som var en brevväxling med Venstre- politikern Søren Pind (2003).

Krarup har själv under tio år, 2001 – 2011, suttit i Folketinget för Dansk Folkeparti, en period som han själv betecknar som en ”nationell värnplikt”. I hans politiska gärning har förstås frågorna kring den muslimska invandringen och islamiseringen av Danmark haft en framskjuten plats. Det är alldeles tveklöst så att hans insatser på det området haft en avgörande betydelse för den allt nyktrare synen på denna radikala samhällsförvandling som detta utgör. Att vi inte har någon motsvarande person i Sverige bidrar förstås också till den relativa tystnaden och en utveckling som är allt annat än gynnsam. Som teolog har han, vid sidan av prästämbetet (40 år som kyrkoherde i Seem vid Ribe), förstås mest ägnat tid åt Tidehverv, tidskriften och kretsen som grundades av hans far. Berlingske Tidende skrev igår bland annat detta om hans gärning:

”Tidehvervs udgangspunkt er en læsning af luthersk kristendom, der lægger vægt på det personlige trosliv, og på at den enkelte er sat i ansvar i kald og stand, altså må tage sin givne tilværelse på sig og stole på Vorherres nåde. Forfattere og tænkere som Søren Kierkegaard, Grundtvig, Henrik Pontoppidan, Jakob Knudsen, Martin A. Hansen og de udenlandske Dostojevski, Rudyard Kipling og Sigrid Undset er desuden skikkelser, der har inspireret Krarup i hans modernitetskritik, og som han har skrevet om i et omfattende forfatterskab som før, dansk identitet og udlændingespørgsmål blev hans hjertesag, havde et udpræget kulturhistorisk forfatterskab i bagagen.

Som stilist, og en sådan er Krarup i udpræget grad, er han inspireret af en type som Viggo Hørup (1841-1902), med lige dele radikalitet og lidenskab i retorikken. De mange bøger og redaktionen af Tidehverv siden 1984, posten overtog han fra faderen, præsten Vilhelm Krarup, har været et livslangt projekt, og allerede som purung debuterede han i 1960 som forfatter. Et tværsnit over dette forfatterskab gennem 50 år viser en konsistens i synspunkter, der af kritikere vil blive udlagt som fastlåste positioner: I synet på Besættelsestiden 1940-45 fornemmer man klart, at han er sin fars søn. Vilhelm Krarup måtte som modstandsmand sammen med moderen gå under jorden, så bitterheden over for de gamle partier, der udgrænsede modstandsbevægelsens indflydelse, var betydelig.”

Snaphanen skriver:

"Tillykke, Søren ? Nej, det kan jeg ikke sige. Da han og jeg ´gik i skole, var smådrenge på efternavn. Fornavn var en intimitet, det tog mange år at oparbejde. Anvendt i utide, var det bare vammelt. Jeg læste hans første bog i 1969, men jeg mødte ham første gang langt senere – for ti år siden. Jeg ser ham jævnligt i Brugsen, og vi tiltaler stadig hinanden ved efternavn. Der er meget at sige om åndsmennesket Krarup, men jeg vil hæfte mig ved det menneskelige: Ham og hans bedårende kone, Elisabeth, som de fremtræder mellem venner uden for rampelyset. Der er kristne, der ideligt befamler deres kristendom og belemrer andre med den. Karupperne lever den. Krarup er den samme, om han taler med statsministeren eller den lokale drukkenbolt, han er, som en præst skal være: Ethvert menneske overfor mig, er i sin egen ret og har krav på samme respektfulde imødekommenhed. Søren Krarup har ikke haft TV-tække. På TV fremstår han som en studs, charmeforladt stivstikker, det yder mildt sagt ikke hans personlighed retfærdighed, men hvor mange egner sig i virkeligheden for TV? Jeg skulle nok betakke mig. Den Krarup jeg ser for mig, er ham i sofaen i festligt lag, der nøder en en time, for at modtage en af hans cerutter, et musikalsk, charmerende menneske, der også som hans lærde fætter, er en meget stor livsnyder. Jeg ser selvfølgelig også Krarup på talerstolen, sammenfatte det tyvende århundrede på en intellektuelt niveau, ingen andre folketingsmedlemmer ville evne. Søren Krarups livsværk kan ikke overskues i et snapshot. Kim Møller, Uriasposten, der har en journalistisk evne til at koge tingene ind, sagde for et år siden: “Vi kan måske ikke rigtigt vurdere Søren Krarups betydning for Danmark før om tyve år.” Det nuværende styre er en parentes allerede mens det regerer. Når det snart er overstået, vil fremtiden igen bygge på dele af Søren Krarups forarbejde. At komme til at række udover sin tid, mere kan nogen dårligt ønske sig. Tillykke, Krarup og tak!"

Och här skriver Morten Uhrskov Jensen:

"Striden om Danmark og i videre betydning om Europa og hele den vestlige verden er langt fra slut. Men som menneske har Søren Krarup præget debatten mere end nogen anden. Et hvilket som helst vestligt land må sukke efter et menneske som Søren Krarup. Heldigvis er det Danmark, der har det privilegium at have en Søren Krarup, og for sin gerning skal han have det varmeste tillykke."