Mikael Jalving: "Mord i Malmø, storm over Sundet."

Den danske journalisten Mikael Jalving bloggar i Jyllands-Posten. Du kan följa honom här.

Jalving skrev som bekant den uppmärksammade boken Absolut Sverige. Inte sällan återkommer han till den svenska sidan, och den här gången med en intressant text om mord i Malmö (det senaste finns inte med, man kan ju inte begära att alla texter ska vara så uppdaterade, med tanke på hur ofta de sker) om storm på Sundet, och något om konstnärlig skönhet. Jag är tacksam att jag idag får ge ordet till Jalving:

Mord i Malmø, storm over Sundet

Hope, hed det for fire år siden. I dag er det snarere frygt, vold, sorg og økonomisk deroute, og her hentydes der såmænd ikke til den amerikanske præsidentkamp eller de stakkels vælgere i Iowa, men til verden sådan rundt betragtet og vores del i særdeleshed.

Da de begyndte at myrde hinanden i Malmø i det nye år, drog jeg til Helsingborg. Ikke for at se blod, men for at se passion på Dunkers Kulturhus.

Naturen viste sig fra sin mest lidenskabelige side, samme sekund jeg gik fra borde af det gode skib “Tycho Brahe”, og stormen “Emil” var på vej fra Danmark. En “atmosfærisk bombe”, lovede B.T. med vindstød op til orkanstyrke, og jeg begyndte at spekulere på, om jeg overhovedet ville komme hjem igen.

Bølgerne rejste sig som et pigtrådshegn mellem Sjælland og Skåne, og jeg skelede over mod kysten ved Humlebæk, hvor en 18-årig Karl XII gik i land med 2.500 mand i 1700 efter at have ventet i tre dage på grund af storm. To uger senere havde han slået danskerne og var med 10.000 mand inklusiv kavaleri på vej mod Polen og Sachsen, før han med hele 45.000 tropper gik ind i Rusland for at tabe slaget ved Poltava i 1709 med et brag.

Indenfor er udstillingens farve rød som i hjertets inderste, det pulserende kammer, Röda rummet, som i August Strindbergs roman af samme navn, og det er her, vi møder Fortuna, fru Skæbne, der deler sit bytte ud, nymfer i skoven, de fire evangelier og selveste Syndefaldet malet af Frans Floris i 1560: Bare et lille æble, bare en lille bid…

Vi smager på passionsfrugten, den er hvinende sød som menneskets stærkeste følelse. Derpå: Jesus på korset, pietà, lidelse som ind i helvede, men så pludselig en pik og en kusse og søreme én mere efterfulgt af David Edströms lidelsesfulde skrig i bronze fra 1903, så man forstår, at vi har lidt i snart 100 år, mindst.

Udstillingen rummer også nogle klatmalerier af Claes Eklundh plus gips, jern, voks, der vi få ethvert vinterlys til at smelte af misundelse samt tegninger af Carl Fredrik Hill og til sidst Barbro Bäckströms mund i oxideret aluminium, som man får lyst til at kysse.

Der er ikke langt fra passion til patos. Måske er det derfor, udstillingskataloget kalder passion for dekadencens søster og i det hele taget sværmer for det erotiske som f.eks. her:

Lyst, passion og erotik er planeter i et og samme solsystem. Dér findes varmen. Hvis kvinden afstår fra mandens sæd fra i dag og 60 år frem, uddør menneskeheden. Overalt på kloden kysser og ligger mænd og kvinder med hinanden hvert øjeblik, men alligevel høres eller synes denne sandhed sjældent eller aldrig, når historien og dagens store nyhed skrives. Det regnes ikke med til bruttonationalproduktet.

Tja, nogle vil måske endda gå så langt, som til at sige at vi i den moderne civilisation kæmper en daglig kamp mod følelserne. Her må den nederlandske rationalist Baruch Spinoza (1632-1677) holdes ansvarlig, fastslår katalogteksten. Ifølge Spinoza forstyrrer følelserne den logiske sans og vores bydende behov for sikker information. Følelser isolerer mennesket, mente Spinoza, hvilket forekommer at være en bizar tanke i dag, hvor følelserne til trods for vores civilisation har taget magten, men til gengæld bragt os tættere sammen, lige lovlig tæt, kan det synes.

At følelser bør holdes ud i strakt arm mente også den ærkesvenske statsmand Axel Oxenstierna (1583-1654), der ligeledes omtales i kataloget. Jeg kan i skrivende stund ikke komme på en mere typisk svensker end ham. Administrativt geni, krigerisk ordensduks, kanonkonge og formentlig den mest magtfulde embedsmand i svensk historie overhovedet. Medlem af rigsrådet i 1608, udnævnt til rigskansler i 1612 og nærmeste rådgiver for hele tre regenter, lige til han faldt død om.

“Gack cauté” (træd varsomt) var et af hans yndede slagord og udover en stærk evne til at personificere Sveriges statsnytte og til at planlægge krig forstod han nødvendigheden af at tiltrække udenlandske købmænd, finansfolk og håndværkere til Sverige. Produktiv og positiv indvandring, altså. Men følelser, de skulle håndteres varsomt efter et armslængdeprincip.

Gad vide, hvad en mand som Oxenstierna ville sige til mordene i Malmø?

At de skyldes nærheden til Danmark, sådan som en svensk kriminolog fik sagt?

Nej, nok ikke. Oxenstierna var en stor tilhænger af at se virkeligheden i øjnene, ikke undvige den, velvidende, at virkeligheden er en boomerang. Som i det konkrete tilfælde fortæller os, at Malmø er en langt farligere by end selv København, inklusiv Tingbjerg, indre og ydre Nørrebro samt de talrige kommunale væresteder og våbenlagre.

Nyt år, nyt mord, som Sydsvenskan skrev i sin leder i går, der udkom før det allerseneste mord på åben gade fandt sted, men gentog med en søvngængers dedikation, at det multikulturelle ved Sverige sandelig er en styrke. Som et amen i kirken.

Ak, ja. Nytårsnat var det en kun 15-årig knægt, der måtte lade livet på Ramels väg i Rosengård, brutalt skudt ned, mens vidner så på, og måske, måske ikke på grund af lidt nytårsløjer. Til Kvällsposten udtalte faren, at han var bange for, at ingen tør vidne.

Drengen kom med sine kristne, irakiske forældre til Malmø som lille i den tro, at familien kunne være i fred i Sverige. Det kunne de ikke, trods drengens flytning fra en skole i Malmø til en anden skole i Malmø, ny omgangskreds og et skattet fritidsjob hos McDonald’s ved Trianglen. Ikke at han selv var nogen engel; som mindreårig havde han allerede været i karambolage med politi og myndigheder. Den fortvivlede far ledte efter en forklaring på mordet:

Måske hader nogen os for vores religion. Eller måske troede vedkommende, at Ardiwan havde penge på sig. Eller også har de bare taget fejl af ham.

Uanset hvad er mordet på den 15-årige dreng endnu en overskrift i historien om undergrundsbander, undergrundsklubber, sorte taxaer og sort økonomi. Hverdag i Malmø, hvor den kreative klasse med ekspresfart udkonkurreres af den kriminelle klasse, og hvor våben efterhånden er mere populære end iPhones, kaffebarer og kanelkringler.

Seneste opdatering ifølge BRÅ, den officielle statistik: fem uopklarede mord siden 24. november 2011. 13 af de seneste 16 mord i Malmø er uopklarede.

Angående 2010: 48 anmeldte drabsforsøg, 115 anmeldte grove tyverier og 276 anmeldte overtrædelser af våbenloven mod henholdsvis 16, 59 og 152 i 2007. Set over et tiår er volden så godt som fordoblet i Skåne. Den dødelige vold er steget med 125 pct., antallet af mordforsøg med 85 pct. og groft tyveri med 70 pct.

Problemet er, som forfatteren Lars Åberg skrev i en kommentar i Sydsvenskan i går, at man vænner sig til voldens triumf. Man skal jo leve og sukker træt, når unge kvinder kaldes ludere på gaden, og når skoler degenererer til investeringsobjekter, skriver han. Men når Åberg skal nærme sig en forklaring, der langt hen ad vejen har med indvandring fra ikke-vestlige lande og kulturer at gøre, slår han karakteristisk bremsen i og begynder at snakke om den skadelige virkning af voldelige computerspil. Som om hovedproblemet ligger dér, og ikke i den seneste generations galopperende indvandring fra ikke-vestlige lande og problemerne med at integrere alle disse nye svenskere i Sverige.

Lars Åberg er ligesom så mange svenskere utvivlsomt en klog og dannet mand, jeg har endda været så heldig at træffe ham. Men det er som om, at forklaringen bliver fjenden, fordi den er tabu. Som Henrik Gade Jensen skriver i JP i dag, skulle man gerne blive mere klog på et universitet end i en skurvogn, men med hensyn til indvandring er det omvendt.

Udstillingen Passion løber frem til den 15. januar 2012 på Dunkers Kulturhus i Helsingborg.

Foto: Astrid Nydahl.