Danmarks Dronning Margrethe har blivit intervjuad på ett sådant sätt - seriöst och djuplodande - att det förtjänar att lyftas fram. Det är Berlingske som står för intervjun och man kan
läsa den i sin helhet här.
Jag vill här bara exemplifiera utifrån de resonemang som förs om den islamistiska terrorn - specifikt då attentaten i Köpenhamn - och vad den inneburit för de judiska minoriteterna i Europa, inte minst i Danmark och för danskarna i allmänhet:
Da hun fik overbragt beskeden om attentatet, følte hun instinktivt, at
Danmark var kommet under pres.
»Det ville være meningsløst at sige, at vi ikke er under pres. Der er et
pres, men det væsentlige er, hvordan vi tager det,« konstaterer Dronningen og
fortsætter: »Pres kan man altid komme under, og det skal man ikke lade sig
skræmme af i sig selv. Det kan måske være sundt, at der kommer et pres. At
alting ikke er ligeud af landevejen. Det handler om måden, vi tager hånd om det
pres, og jeg synes, at vi har været fornuftige,« konstaterer hun.
For Dronningen var chokket over terroren fra første færd iblandet en
realistisk og koldsindig nøgternhed, og hun synes, at hun kan genfinde samme
reaktion i befolkningen.
»Danskerne har erkendt, at sådan er vilkårene i dag, og jeg må indrømme, at
det også var min første reaktion. Jeg tænkte – så blev det vores tur. Det
overraskede mig ikke. Da vi så, hvad der skete i Paris, tænkte jeg, at så
bliver vi vel de næste. Men når det sker, kommer det selvfølgelig bag på en.«
***
»Jeg ved, at der er nogen, som siger, at vi skal passe på, og vi skal
selvfølgelig tænke os om, men vi skal sandelig også sige tingene, som vi synes,
de skal være. Vi må ikke gå og trykke med det og holde det tilbage. Hvis man
holder ting tilbage, bliver de værre,« siger Dronningen.
Frygten må heller aldrig få lov til at dominere, selv om terrorister er klar
til at bruge vold.
»De skal først og fremmest vide, at vi ikke er bange. De ønsker at skræmme
os, men vi skal ikke lade os skræmme. Det er væsentligt. Det, der med et
gammeldags udtryk hedder, at man skal ikke lade sig kyse, er vigtigt – og jeg
tror, at det ligger godt for danskerne ikke at lade sig kyse.«
Men parallelt med, at Dronningen opfordrer til at stå fast, appellerer hun
til at bevare proportionerne over for de trusler, som er opstået, og hun mener,
at medierne har et særligt ansvar for at skildre virkeligheden præcist uden at
forfalde til overdrivelser og dramatisering.
Når spillereglerne ikke respekteres, opstår konflikterne. En af de konflikter, som terrorattentatet i København var med til at
blotlægge, handler om, at enkelte flygtninge og indvandrere bringer et had til
Israel og jøderne med sig til deres nye hjemland. Rundt om i Europa har det
udløst en bølge af antisemitisme, som har skabt utryghed og fået tusinder af
jøder til at rejse til Israel.
For Dronningen har det været smerteligt at være vidne til chikanen og
forfølgelsen af jøderne, som også er blevet en realitet herhjemme, og hun
lægger ikke skjul på, at jøderne – på helt uacceptabel vis – er blevet et udsat
folk.
»De er blevet frygteligt udsatte, selv om de er det smukkeste eksempel på,
hvordan en forskellig religion har passet sig ind i det danske samfund. Hvor
ville vi være, hvis vi ikke havde haft de fremragende mennesker, som er kommet
hertil via det jødiske samfund helt tilbage fra Guldalderen?«
Hvordan har det været for Deres Majestæt at se, at det jødiske samfund er
kommet under pres?
»Det er chokerende. Jeg er vokset op i årene efter krigen, og dengang havde
vi ret travlt med at være stolte af, hvad vi havde gjort og kunne gøre for de
danske jøder. Det var et held, at der ikke er bredere hen over Sundet, og at
tyskerne vendte flere blinde øjne til, end vi måske umiddelbart var klar over dengang.
Det er en hel side for sig. At jøderne i dag pludselig skal være ugleset, føle
sig presset og føle sig truet, er chokerende - for de er truet. De bærer det
med stor værdighed, som de altid har gjort, men det er chokerende at være vidne
til.«