"Nationalstaten er demokratiets garanti". Mikael Jalving besöker Karl-Olov Arnstberg i Stockholm

Mikael Jalving skriver idag i Jyllandsposten om sitt besök hos Karl-Olov Arnstberg, inför dennes och Gunnars Sandelins bok Invandring och Mörkläggning (Debattförlaget). Jalvings text berättar intressanta saker som för mig fungerar som aptitretare inför bokutgivningen. Både Arnstberg och Sandelin är herrar med stor integritet och långa insatser som utforskare av olika sociala frågor. Boken kommer ut inom kort och jag kommer självklart att skriva om den.

*

Da jeg stiger ud af S-toget på Vårberg Station sydvest for Stockholm, mærker jeg med det samme, hvad der menes med udtrykket "indvandrertæt forstad". Fra alle hjørner af ankomsthallen og ved udgangen observerer små grupper af indvandrerdrenge mig, som var jeg en skabning ankommet fra det ydre rum. Et kvarter senere sidder jeg i privaten hos etnologen Karl-Olov Arnstberg, der har boet i området i mange år, skrevet en lang rækker bøger om etnicitet, svenskhed og social ingeniørkunst og indtil for tre år siden var professor i etnologi på Stockholms Universitet.

Sneen ligger tykt udenfor og forsyner den højloftede udestue med et rent, klart lys. Der er varme i kakkelgulvet, brændeovn i hjørnet og lysekroner med stearinlys, og på det rustikke træbord frister lækkert, kalorieholdigt hjemmebag.

Selv ligner Karl-Olov Arnstberg en garvet viking, der har prøvet lidt af hvert. Han får snart brug for sin stamina.

I disse dage udgiver han på eget forlag sammen med journalisten Gunnar Sandelin en bog på 400 sider om den svenske indvandrerdebat - eller snarere mangel på samme - med titlen "Indvandring og mørklægning". Bogen fremlægger en mængde indvandrerstatistik og beskriver mere essayistisk, hvordan den menige svensker forsøges opdraget til en bestemt moral, og hvordan medierne vinkler virkeligheden, ligesom bogen går i direkte clinch med fem navngivne højtplacerede svenske akademikere, heriblandt Mattias Gardell, professor i religionshistorie, der ifølge forfatterne sviger den videnskabelige metode og i stedet arbejder som aktivister for indvandring og imod "racisme".

»Gunnar og jeg forsøger at skabe et bedre grundlag for en hæderlig debat i og om indvandringen til Sverige og viser, hvordan forskerne svigter. De svigter, fordi de burde vide bedre.« Hvad er det, de burde vide bedre? »At de seneste mange års indvandring til Sverige fra ikkevestlige lande medfører mange direkte og afledte problemer. Man kan ikke have en så godt som fri indvandring sammen med en skatteyder-finansieret velfærdsstat. Velfærdsstaten skabes af folks arbejde og deres evne til at betale skat. Den massive indvandring fra fjerne lande og kulturer ændrer afgørende ved denne præmis og risikerer at ødelægge den motor og moral, der holder samfundet kørende.« Hvorfor er det en provokation at argumentere sådan i Sverige? »Fordi det lyder forkert. Den svenske offentlighed er en popularitetskonkurrence, og det at beskrive virkeligheden så præcist som muligt har længe været en provokation.

Du skal tænke på, at enhver førsteårsstuderende på universitetet lærer, at sandheden slet ikke findes. Korrekt: Den absolutte sandhed findes ikke, men derfor skal man jo ikke sløre sandheden.

Videnskabeligt arbejde må stadig gå ud på at afdække så meget sandhed som overhovedet muligt.

« Karl-Olov Arnstberg skænker mere stærk kaffe og forklarer, at svenske akademikere ikke forstår, at handlinger er vigtigere end sproget. De tror, at taler vi bare varsomt med hinanden, så løser vi alle problemer i det multikulturelle samfund.

»Jeg er en stor tilhænger af nationalstaten. Men den angribes fra alle sider. Erhvervslivets snobber angriber den fra højre. De vil have mere globalisering og billig arbejdskraft.

Fra venstre bliver nationalstaten kaldt reaktionær og farlig pga. Anden Verdenskrig. Nationalstaten angribes også indefra - af multikulturalismen. Som forventer, at mennesker, der aldrig før har prøvet at leve i en nationalstat, pludselig skal kunne det, selv om de typisk er solidariske med deres egen etniske gruppe frem for med nationalstaten.« Hvad er konsekvensen? »Solidariteten falder sammen. Nationalstaten hviler på arbejde og skattebetaling, og mister vi nationalstaten, så overlader vi magten til storkapitalen og finansfyrsterne, der kun interesserer sig for penge. Da går demokratiet også fløjten. Mister vi nationalstaten, mister vi alt. At ikke engang venstrefløjen forstår, at nationalstaten er demokratiets garanti, det er måske det største svigt af dem alle.«